Antares

Apollo 14: Høj puls i rummet

Efter Apollo 13 har NASA ikke råd til en ny fiasko, så presset på Apollo 14’s astronauter er massivt.

7. september 2009 af Stine Overbye

At øvelse gør mester, er Stuart Roosa et lysende eksempel på: I 19 lange måneder har han i en simulator trænet sammenkoblingen mellem Apollos kommandomodul og månelandingsfartøjet, og den manøvre sidder efterhånden så meget på rygraden, at han kan gennemføre den med et rekordlavt brændstofforbrug. På Jorden i hvert fald.

Roosas håb er, at han kan gentage kunststykket ude i rummet, og godt fire og en halv time efter lift-off fra Florida ser det lovende ud: Søndag den 31. januar 1971 klokken 19.41 ligger Apollo 14’s kommandomodul, Kitty Hawk, perfekt til at dokke med Antares, der endnu sidder på løfterakettens tredje trin. Gennem sit vindue kan kaptajn Alan Shepard se månelanderen lige foran sig, og opmuntrende siger han til Roosa: “Du slår rekorden, mand.”

Men da de to fartøjer øjeblikket efter mødes, sker der intet. Mens Kitty Hawk og Antares driver fra hinanden igen, afgør Roosa med sig selv, at Kitty Hawk har haft for lidt fart på til at kunne udløse sammenkoblingsmekanismen – altså må han bakke og prøve igen med højere fart, selv om det kommer til at koste ekstra brændstof. “Der røg den rekord,” mumler han trist, mens han lægger an til et nyt forsøg.

>> Tag med på en enestående rejse til astronomiens mest spektakulære særforestilling, når en total solformørkelse rammer USA til sommer. 

Antares in crater

Problemer med sammenkoblingen

Heller ikke anden gang lykkes sammenkoblingen, og da Roosa halvanden time senere har gjort yderligere tre mislykkede forsøg, har han og hans to makkere for længst glemt alt om at sætte rekord. Endnu inden missionen for alvor er skudt i gang, ser det ud til, at den må aflyses. Uden sammenkobling ingen månelanding – et lammende slag for NASA, der i forvejen døjer med et flosset image oven på nær-katastrofen med Apollo 13 i april 1970.

“Hey Stua, det er Geno,” lyder flyveleder Gene Cernans stemme over radioen fra kontrolcenteret i Houston. “Vi har fået en idé til hernede.”

Kort efter indleder Roosa et sjette forsøg, idet han til punkt og prikke følger Cernans anvisninger. Men tilsyneladende er det ikke hans dag.

“Der skete ingenting,” siger Shepard, da de to fartøjer er kommet i nærkontakt.

“Ingenting?” spørger Roosa bekymret. Men sekundet efter hører astronauterne endelig en serie højlydte klik fra koblingsmekanismen. Sjette gang blev lykkens gang; Kitty Hawk og Antares er klar til sammen at fortsætte rejsen til Månen – og besætningen kan endelig slappe af oven på en lidt for begivenhedsrig første arbejdsdag i rummet.

Mitchell eksperimenterer med telepati

Uvante, som de er med vægtløsheden, har astronauterne alligevel svært ved at falde i søvn. Stuart Roosa savner at kunne lægge sig til rette på en hovedpude, og mens han hvileløst prøver at finde en sovestilling, opdager han et lysskær fra Mitchels plads. Måske har han tændt sin lygte, fordi han er blevet viklet ind i et eller andet, tænker Roosa.

Men Ed Mitchell har helt andre grunde til at holde sig vågen – han er i gang med et hemmeligt eksperiment, som hverken hans makkere eller NASA er involveret i: Er det muligt at overføre tanker flere hundrede tusind kilometer gennem rummet til Jorden?

I lygtens skær studerer Mitchell et papir med tilfældige tal på. Han vælger et tal ud og koncentrerer sig intenst om at overføre det telepatisk til sine fire “medsammensvorne”, der sidder parat til at modtage i Florida. Flere gange gentager han processen, sådan som han har planlagt at gøre det én gang dagligt under hele rejsen, både til og fra Månen.

Mitchell

Kaptajnen giver tårerne frit løb

Hvis Mitchell fire dage senere alene med tankens kraft kunne feje problemer væk, havde han gjort det. For mens Stuart Roosa kredser alene om Månen med Kitty Hawk, befinder han og Shepard sig i de tidlige morgentimer fredag den 5. februar i en akut krise om bord på Antares, der nærmer sig Månen: Landingsradaren virker ikke.

I ni kilometers højde burde den begynde at fodre dem med data om afstanden til overfladen, men der sker intet. Sikkerhedsregulativet forbyder dem at lande, medmindre radaren fungerer, og Mitchell trygler den om at gå i gang: “Kom nu, radar, kom nu.”

I knap syv kilometers højde er der stadig intet signal, og mens Mitchell trykker løs på kontakterne, messer han utålmodigt: “Come on.” I tre kilometers højde får radaren omsider overfladekontakt, og signalerne begynder at strømme ind. Makkerparret i kabinen ånder lettet op – det var på et hængende hår.

Astronauterne passerer planmæssigt lavt hen over Cone-krateret, hvorefter Shepard manøvrerer Antares ned til en blød og præcis landing i Fra Mauro-højlandet. Godt fem timer senere træder han ned på Månen med de rammende, men ikke specielt historiske ord: “Det har været en lang rejse, men nu er vi her.”

Manden, der ti år forinden blev den første amerikaner i rummet, suger indtrykkene til sig. Selv om landskabet er arret efter millioner af års bombardement af kæmpemeteorer, forekommer det majestætisk i al sin nøgne brutalitet. Da Shepard læner sig tilbage for at kaste et blik op mod den sorte himmel, opdager han en blå og hvid jordhvælving i det fjerne, og så er det, sluserne åbner sig. Lettelsen over den vellykkede landing, det betagende syn af Jorden, livsdrømmen, der er gået i opfyldelse – det hele er så overvældende, at han ikke kan holde tårerne tilbage, men en stund står og græder som pisket.

Stroppetur med trækvogn på slæb

“Hørte du det,” hvisker Shepard til Mitchell. Oven på den første af de to planlagte månevandringer har astronauterne fået sig en tiltrængt lur, men en uvant, knagende lyd har gjort dem lysvågne.

“For helvede, ja, jeg hørte det godt,” svarer Mitchell.

“Du tror vel ikke, den her forbandede ting er ved at tippe over?” spørger Shepard foruroliget. De to mænd kigger bekymret ud af vinduet, men falder til ro, da de ser, at Antares stadig står solidt plantet på overfladen. Fartøjet hviler på kanten af et krater og har lidt slagside. Det er skredet et stykke i månegruset, men intet tyder på, at det er ved at vælte.

Oven på forskrækkelsen lykkes det ikke astronauterne at falde i søvn igen, og klokken to om natten, i den glødende morgensol, forlader de Antares for at begive sig ud på deres anden månevandring. Hvor gårsdagens ekspedition primært handlede om at stille måleudstyr op, er det nu geologien, der er i fokus, og dagens udflugt går til Cone-krateret godt en kilometer fra landingsstedet.

Med sig på historiens hidtil længste månevandring har astronauterne et kort med luftfotografier af de pejlemærker, de skal passere undervejs, men i praksis viser kortet sig ikke at være meget bevendt. I det ensformige ørkenlandskab, hvor den ene sandbanke afløser den anden, og hvor gigantiske klippeblokke igen og igen spærrer for udsigten, er det nærmest komplet umuligt at bedømme afstande korrekt og i det hele taget orientere sig.

Hurtigt udvikler vandringen sig til en stroppetur, for ikke alene har Shepard og Mitchell svært ved at finde vej; den tohjulede trækvogn, som de har på slæb, volder også problemer. Vognen skiftevis kører fast eller hopper og danser i det ujævne terræn, instrumenter og redskaber dratter ud, og til sidst beslutter astronauterne sig for at tage fat i hver sin ende og løfte den op.

“Venstre, højre, venstre, højre,” kommanderer Shepard muntert, mens han og Mitchell slæber vognen op ad en højderyg.

“Der sidder et par fyre her, som havde regnet ud, at det ville ende med, at I måtte bære den,” kommenterer flyvelederen i Houston. Forud for rejsen har to af kollegerne i astronautkorpset forudset, at Shepard og Mitchell ikke vil kunne nå hen til krateret med vognen på slæb, og de har endda sat en flaske irsk whisky på højkant i et væddemål med månevandrerne. Men Shepard og Mitchell har ikke i sinde at give op, heller ikke selv om de sveder og er ved at være tappet for energi.

Tiden løber

I de stive rumdragter kræver hvert skridt en kraftanstrengelse, men frem for at vende om holder mændene hyppige pauser, mens de spejder efter kendte konturer i landskabet. Set oppe fra den stejle højderyg ligner Antares en miniaturemodel i det fjerne, og med så stor afstand til fartøjet føler mændene sig overbevist om, at de er tæt på målet.

Men da astronauterne kort efter er nået til tops og stadig ikke kan få øje på det over 300 meter store Cone-krater, bliver de skuffede. “Vi er ikke nået til kraterranden endnu,” meddeler Shepard over radioen.

“Vi aner ikke, hvor vi er,” tilføjer Mitchell.

I Houston kan flyvelederne høre, hvordan astronauterne pruster af udmattelse, og da Shepards puls når op på 150 – cirka det dobbelte af normal hvilepuls – beordrer lægerne i kontrolcenteret, at mændene tager sig et hvil. Efterhånden er Shepard tilbøjelig til at droppe projektet, men Mitchell protesterer: “Vi har tabt det hele, hvis vi ikke kommer derhen.”

Efter endnu et trek gennem et område, hvor klippeblokke på størrelse med biler ligger strøet rundtomkring, mener Mitchell pludselig at kunne genkende en detalje fra kortet. “Al, den her store klippeblok er meget større end de andre – vi burde kunne se krateret herfra,” siger han og udpeger klippen og krateret på kortet.

Men tiden er løbet fra dem, og med beskeden “Okay, Ed and Al” sætter Houston endegyldigt punktum for udflugten.

Godt fire timer efter at de har forladt Antares, vender astronauterne tilbage, belæsset med en dyrebar last af måneprøver. Inden Shepard går om bord i månelandingsfartøjet, stiller han sig op foran et rullende tv-kamera – han har en overraskelse i baghånden til seerne på Jorden.

“I min venstre hånd har jeg en lille, hvid kugle, som er kendt af millioner af amerikanere,” indleder han forestillingen. Med en golfkølle – et ombygget geologisk instrument – forsøger han at slå til bolden med højre hånd, men både det første og det andet golfslag på Månen bliver en misser. Tredje gang rammer Shepard plet, og bolden sejler op mod en mørk himmel og flere hundrede meter hen over overfladen, godt hjulpet på vej af den svage tyngdekraft.

Shephard and moon car

Besætningen vinder en hel kasse whisky

Da de tre mænd atter er samlet i Kitty Hawk og sætter kurs tilbage mod Jorden, kaster Mitchell et sidste blik ned på Månen. Han ved, at han aldrig vil vende tilbage, men i stedet for sørgmodighed fyldes han af en stor indre tilfredshed, der under hjemrejsen vokser til en fantastisk højstemthed. Som han ser den blå planet midt i mørket komme nærmere, får han en fornemmelse af at have fundet sin plads i et fantastisk univers, hvor intet er tilfældigt.

Og Mitchells glæde bliver ikke mindre efter hjemkomsten, for under den to uger lange karantæne får besætningen en højst uventet gave. Ud fra de fotografier, Shepard og Mitchell har taget på Månen, er det lykkedes geologerne at kortlægge den rute, de gik. Analysen viser, at mændene har stået blot 20 meter fra Cone-krateret – så tæt på, at missionen kan kaldes en ubetinget succes.

Shepard og Mitchell har allerede sendt en flaske irsk whisky af sted til de kolleger, der havde væddet på, at de ikke ville nå Cone-krateret. Nu modtager Apollo 14-besætningen til gengæld en hel kasse whisky – med venlig hilsen fra geologerne, som kryptisk slår fast: “I var ikke faret vild, og I vidste det ikke.”

Lift off Apollo 14

Apollo 14-astronauterne tilbagelagde ca. tre kilometer på deres anden månevandring, men knap et halvt år senere kommer deres efterfølgere på Apollo 15 meget længere omkring. Med sig har de nemlig verdens første månebil, der kan skrumple af sted med 17 kilometer i timen. Dermed kan de tage hul på den første ekspedition op i Månens bjerge.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: