Charles M. Duke Apollo 16

Apollo 16: Kampen mod uret

Apollo 16 forsinkes, da et reservesystem svigter. I timevis svæver astronauterne i usikkerhed, og da Houston endelig giver grønt lys til landing på Månen, er missionen blevet afkortet med en hel dag.

7. september 2009 af Stine Overbye

Det er en dårlig nyhed, NASA’s læger i april 1972 overbringer den 36-årige Kenneth Mattingly: I en blodprøve fra den vordende astronaut har de fundet en øget mængde galdefarvestof - et tegn på, at han kan være smittet med leverbetændelse.

Med kun et par uger til lift-off er det en ildevarslende melding, og for anden gang på blot to år ligger Mattinglys liv i ruiner. I foråret 1970 måtte han vinke farvel til en plads på Apollo 13-holdet kun tre dage før afgang, fordi lægerne frygtede, han var smittet med røde hunde.

Nu hænger Mattinglys astronautkarriere endnu en gang i en tynd tråd – næsten tre års træning kan vise sig at være spildt, og værst af alt: Med kun to Apollo-missioner tilbage er der ikke udsigt til, at Mattingly nogen sinde igen vil få chancen for at rejse til Månen. Så da lægerne efter fire dage afblæser sygdomsalarmen, er han så lettet, at han knap behøver en raket for at hæve sig fra Jorden.

Men glæden skal vise sig kort: Den 20. april, fire døgn efter Apollo 16-opsendelsen, får Mattingly problemer efter frakobling af månelander-fartøjet Orion, der har John Young og Charles Duke om bord. Kommandomodulet Casper, som Mattingly er pilot på, befinder sig i en elliptisk bane mellem 15 og 111 kilometer over Månen, og mens Orion flyver mod landingsstedet, er det meningen, at Mattingly skal bringe Casper ind i et cirkulært kredsløb omkring 111 kilometer over Månen.

Månelanding udskydes

Da han rutinemæssigt tester reservesystemet til styring af raketmotoren, opdager han en fejl. Hver gang han aktiverer systemet, begynder Casper at ryste og slingre. “Det virker ikke,” konstaterer han højt for sig selv. Over radioen indvier han kaptajn John Young i problemet, og selv om kaptajnen med sine nu i alt fire rumflyvninger er en af de mest garvede i astronautkorpset, har han intet bud på en løsning. Heller ikke Charles Duke, der ligesom Mattingly er førstegangsastronaut, kan hjælpe.

Nu gruer de alle tre for, at jordkontrollen vil kræve missionen afbrudt, allerede inden den er kommet ordentligt i gang. I Houston forsøger man at skabe sig et overblik over problemernes omfang, vel vidende at der skal træffes en hurtig beslutning.

Hvis Mattingly af en eller anden grund bliver nødt til at bruge reservesystemet til raketmotoren, og det så ikke virker, kan astronauterne komme i en ubehagelig situation, hvor de ligesom Apollo 13-besætningen må bruge månelanderen som en redningsbåd. Men indtil problemet er gennemanalyseret, undlader kontrolcenteret at male fanden på væggen. Én ting står dog klart: Månelandingen må udskydes nogle timer endnu.

Måske når astronauterne ikke at lande

I timevis kredser Casper og Orion afventende i formation rundt om Månen, mens ingeniørerne på Jorden gransker den strøm af data, der løber ind fra Casper. Som tiden går, bliver astronauterne stadig mere anspændte – Solen er på vej op over Descartes-højlandet, hvor Orion skal lande, men allerede dagen efter vil lysforholdene i området være utilstrækkelige til en nedstigning.

Jo længere afgørelsens time trækker ud, desto mindre sandsynligt er det, at John Young og Charles Duke når at lande på Månen. Klokken 17.55 – fire timer og 28 minutter efter Mattinglys fejlmelding – er Houston nået frem til en afgørelse. Beregningerne viser, at reservesystemet faktisk fungerer.

Styresignalerne trænger fint igennem til raketmotoren, og selv om motoren eventuelt skulle begynde at ryste, ville det ikke være ukontrollabelt. Missionen kan fortsætte, lyder dommen.

Broken ALSEP

Ankomst til det mystiske højland

“Waaau! Whoa, man! Omsider er gamle Orion her, Houston. Fantastisk,” rapporterer månelanderpilot Charles Duke, da Orion endelig med næsten seks timers forsinkelse står plantet i månestøvet mellem to bjerge. “Godt. Vi behøver ikke at gå særlig langt for at samle klipper ind, Houston. Vi befinder os lige iblandt dem,” tilføjer kaptajn John Young.

Oven på den anstrengende tur har makkerparret brug for et hvil, men 14 timer efter landingen er de så klar til den første af de tre planlagte månevandringer, at det kun kan gå for langsomt med at kravle ned ad stigen fra Orion. “Hey John, skynd dig,” kommanderer Duke.

“Jeg skynder mig,” svarer Young. Øjeblikket efter står han badet i sollys på overfladen med armene hævet i triumf. “Der er du, vores mystiske og ukendte Descartes-højland. Apollo 16 har tænkt sig at ændre dit image.”

Endnu aner John Young ikke, hvor velvalgte hans ord er. Hjemme på Jorden har forskerne forudsagt, at Descartes-bjergplateauet er af en ganske anden geologisk beskaffenhed end de lavtliggende, flade og mørke have, som de tidligere Apollo-fartøjer er landet i eller i nærheden af.

Formodningen er, at højlandet er skabt ved vulkansk aktivitet i modsætning til havene, der udgøres af urgamle kæmpemeteorkratere, som umiddelbart efter nedslagene blev fyldt med lava og glattet ud. I Houston er NASA’s geologer spændte på, om de får bekræftet deres antagelse, men inden de to astronauter drager ud for at indsamle videnskabelige prøver, har de et par andre arbejdsopgaver nær Orion.

“Hot dawg, is this great! Dette første skridt på måneoverfladen er super,” jubler Duke, da han er trådt ned på overfladen. Han kigger over på Young, der allerede arbejder på det første projekt: at montere et kamera, der skal fotografere uv-stråling fra stjernerne.

Under træningen har det tunge og uhåndterlige kamera voldt John Young mange kvaler, men i Månens svage tyngdekraft er det en fornøjelse at jonglere rundt med det. “Se her, Charlie. Se, hvordan jeg bærer det! Jeg bærer det over skulderen! Ha ha,” griner Young.

Dukes opgave er at bore hul til et termometer, der skal måle varmestrømmen fra Månens indre. Men lige da han har gjort arbejdet færdigt, kommer Young til at snuble i det kabel, som forbinder termometeret med videnskabsstationen ALSEP (Apollo Lunar Surface Experiments Package).

“Der skete noget,” beklager han over for Duke. “Hvad skete der?” spørger Duke. “Jeg ved det ikke. Her er et kabel, der har revet sig løs,” siger Young. “Det er varmestrømmen. Du har rykket det ud,” konstaterer Duke.

“Gud, det er jeg ked af,” undskylder Young. Kablet er knækket, og på grund af forsinkelsen undervejs er tiden for dyrebar til reparationer. Duke ærgrer sig på forskernes vegne. De har set frem til disse målinger i årevis.

Big Muley på slæb

Forude venter ekspeditionens første udflugt i månebilen, en tur, som NASA’s geologer også nærer store forventninger til.

“Har I set nogle klipper, som I er sikre på, ikke er breccier?” spørger chefgeolog William Muehlberger håbefuldt, da astronauterne kort tid efter er på vej vestpå mod Plum-krateret. “Negative,” siger Duke. Svaret undrer Muehlberger og hans team, der følger udflugten på en tv-skærm.

Eftersom Descartes-højlandet ifølge deres teori er et produkt af vulkansk aktivitet, burde der være massevis af vulkanske klipper i området. Indtil videre har astronauterne kun fundet breccier, det vil sige klippestykker, der er påvirket og ændret af meteornedslag.

På Plum-kraterets østlige kant får Muehlbergers team øje på en stor sten, der glimter som en krystal gennem et tykt lag støv. Efter det krystallinske udseende at dømme kan klippen vise sig at være vulkansk, mener geologerne, der beder astronauterne tage den med hjem.

Hverken Young eller Duke kan umiddelbart gennemskue, hvilken form for sten der er tale om, men Duke formoder, at det blot er endnu en breccie. Han vælger dog at tie.

“Er I sikre på, at I vil have så stor en klippe, Houston?” spørger Young forundret. “Det her er en 10-kilos klippe,” skønner han om den sten, der senere får navnet Big Muley efter William Muehlberger, og som, med sin præcise vægt på 11,7 kilo, er den største månesten, der nogen sinde er bragt hjem til Jorden.

Tilbage om bord i Orion er det ikke manglen på vulkanske klipper, der bekymrer besætningen, men derimod den kaliumberigede appelsinjuice, som astronauterne har fået ordre om at indtage i rigelige mængder undervejs.

Drikken skal forhindre, at Young, Duke og Mattingly får hjerterytmeforstyrrelser, sådan som det skete for Apollo 15-astronauterne, men juicen er en konstant kilde til irritation. Under indflyvningen til Månen havde posen med juice lækket i Dukes boblehjelm, så håret var blevet gennemblødt og klistret, men værre endnu er væskens bivirkninger.

Juicen svier i maven, så da Houston for gud ved hvilken gang nøder Duke og Young til at drikke mere, svarer Young:

“Jeg bliver forvandlet til et citrusprodukt, det er, hvad der sker. Jeg tror, jeg har en pH-værdi på omkring tre lige nu.”

Tema

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: