Cernan on mooncar

Apollo 17: Den sidste månerejse slog rekorder

I december 1972 tager tre mænd af sted på menneskets hidtil sidste rejse til Månen. Denne gang er en forsker, geologen Harrison Schmitt, med på turen.

5. oktober 2009 af Stine Overbye

En øredøvende torden og en hvidglødende sky af gas og flammer markerer starten på Apollo-programmets store finale. Klokken er 0.33, da en Saturn V-raket den 7. december 1972 for første gang slipper sine enorme kræfter løs i nattens mørke. Et fantastisk syn for de mange tilskuere og det store øjeblik for de tre astronauter om bord.

Gene Cernan, Ron Evans og Harrison Schmitt er udvalgt til at være den trio, der skal aflægge det sidste besøg hos Jordens nærmeste nabo. Særligt for geologen Harrison Schmitt er der store følelser på spil. Siden han i 1965 kom med i NASA’s første gruppe af forsker-astronauter, har han trænet astronauterne i geologisk feltarbejde, og egentlig var det planen, at han som den første uddannede forsker skulle have været med på Apollo 18.

Da denne månelanding blev aflyst på grund af nedskæringer, blev han i stedet udpeget til at erstatte astronauten Joe Engle på Apollo 17. Den beslutning kom som en behagelig, men uventet overraskelse for Schmitt, der i august 1971 fik overbragt nyheden pr. telefon af Deke Slayton, chefen for NASA’s astronautkontor.

“Yes sir, jeg vil gøre det så godt, jeg kan,” havde Schmitt erklæret, inden han lagde røret på og straks fejrede udnævnelsen til månelanderpilot med at skylle tre mini-whiskyer ned.

Schmitt by moon rock

Den sidste skal være den bedste

Mens Apollo 17 lægger Jorden bag sig, er Harrison Schmitt fast besluttet på at holde sit løfte til Slayton. Sammen med Gene Cernan vil han gøre den sidste månelanding til den bedste – han og kollegaen skal opholde sig længere på overfladen end deres forgængere, samle flere prøver, tage flere billeder – i det hele taget lukke og slukke med manér.

Men først og fremmest vil Schmitt bevise, at forsker-satsningen er rigtig, for han er sig inderligt bevidst om sin rolle som forsøgskanin. Gør han sit arbejde godt, kan han bane vejen for andre forskere, som står på spring til NASA’s kommende rumflyvninger. Fejler han, kan han risikere at blive både den første og den sidste videnskabsmand uden jordforbindelse.

Før Harrison Schmitt kan træde i karakter som forskeren, der skal bidrage til at stykke Månens geologiske historie sammen, skal han dog være astronaut eller mere præcist pilot på månelanderen Challenger.

Så da fartøjet mandag den 11. december lægger an til nedstigning i Taurus-Littrow, en fladbundet dal omgivet af bjerge, har Schmitt ikke øje for det fremmedartede landskab under sig, men udelukkende for Challengers instrumenter. Koncentreret aflæser han højde- og brændstofmålerne, mens Gene Cernan overtager den manuelle styring og dirigerer fartøjet ned i månestøvet.

Først da Cernan meddeler Houston, at “the Challenger has landed”, løfter Schmitt blikket og kigger ud på den golde klode. Han har det, som om han er gået glip af hele landingen, men det kan han leve med. For om fire timer skal han i felten i et terræn, han hidtil kun har iagttaget på 400.000 kilometers afstand.

Jordkloden kan ikke ophidse Schmitt

“Hey, hvem har lavet spor i min måneoverflade?” spørger en kåd Harrison Schmitt, da han kravler ned ad stigen fra Challenger. Den skyldige er Cernan, der få minutter tidligere er trådt ned på Månen og nu står og betragter sin kollega tage samme tur.

“Boy, du ser ud, som om du lige har ...” siger Cernan. “Gået på Månen,” fuldender Schmitt sætningen.

Betaget kigger astronauterne sig omkring. Især Schmitt, blandt sine kolleger kendt som “Dr. Rock”, er bjergtaget af det livløse landskab, der er så uligt noget, han har set på Jorden. For hans fødder glimter klippestykker i det skarpe sollys, i den mørke og kraterspækkede dal ligger stenblokke, der synes at være rullet ned fra de omgivende bjerge, og til siderne knejser stejle dalskråninger som pyramider mod himlen. “Intet mindre end en geologs paradis,” fastslår Schmitt.

Han går straks i gang med at undersøge omgivelserne, alt imens Cernan gør månebilen klar til rejsens første ekskursion.

Midt i sine gøremål stopper Cernan pludselig op, fordi han har fået øje på Jorden, der hænger som en funklende, blåhvid lampe over månebjergene i det fjerne. “Oh, man. Hey Jack, just stop,” siger han og fortsætter:

“Du burde unde dig selv 30 sekunder til at kigge op over South Massif og se Jorden.” “Hvad? Se Jorden?” måber Schmitt. “Prøv nu bare at kigge derop,” opfordrer Cernan. ”Åh, når du har set én Jord, har du set dem alle,” driller Schmitt.

Orange jord snyder de to astronauter

Hvor den første ekskursion først og fremmest er viet til boreprøver og eksperimenter, byder udflugt nummer to på den hidtil længste køretur i hele Apollos historie. Cernan og Schmitt skal tilbagelægge godt ni kilometer i roveren for at nå frem til bjergmassivet South Massif, en tur, der er beregnet til en time. Så lang tid har ingen astronauter før brugt alene på at nå fra et punkt til et andet, men både geologerne på Jorden og mændene på Månen vurderer, at det afgjort vil være ulejligheden værd.

Den forventning viser sig at holde stik: South Massif er et skatkammer af forskelligartede mineraler, og mens Schmitt med geologens trænede blik udpeger de interessante klippesten, træder Cernan ind i rollen som hans assistent, der hakker måneprøver løs og fylder den ene pose efter den anden, nok til at holde NASA’s geologer beskæftiget i årevis. Blandt fundene er et hvidt bjergfragment, der med en alder på næsten 4,5 milliarder år skal vise sig at være en af de ældste sten hentet hjem fra Månen.

På vejen tilbage gør astronauterne holdt ved et meteorkrater, Shorty, hvor Schmitt instinktivt skanner jorden og får øje på et farvet område, der skiller sig ud fra omgivelserne. Han løfter det yderste visir på sin hjelm for bedre at kunne granske den mærkelige plet. “Det er orange jord,” udbryder han.

“Rør dig ikke, før jeg har set det,” befaler Cernan, der i et kort øjeblik overvejer, om kollegaen har fået solstik. Men da han kommer nærmere, må han give Schmitt ret.

“Hvordan kan der være orange jord på Månen?” spørger han forundret. Astronauterne bliver enige med sig selv om, at den orange plet må være et længe eftersøgt tegn på vulkansk aktivitet. Men efter hjemkomsten skal det vise sig, at de tager fejl: Der er tale om bittesmå, naturligt forekommende glasstykker, der blev afdækket, da et meteornedslag i sin tid dannede Shorty-krateret.

Schmitt covered by moondust

Historisk håndtryk

I maj 1972 indgik USA og Sovjetunionen en aftale om fremover at samarbejde i rummet.

Et stævnemøde mellem et Apollo- og et Soyuz-rumskib skulle symbolisere tøbruddet. Mens astronauter i øst og vest gik i gang med et intensivt sprogkursus, kastede ingeniørerne sig over en endnu større opgave: at udvikle et sammenkoblingsmodul, der kunne forbinde de to forskellige rumskibe og samtidig fungere som luftsluse mellem Soyuz’ blanding af ilt og kvælstof og Apollos atmosfære af ren ilt.

Med syv timers interval lettede først Soyuz 19 og siden Apollo 18 den 15. juli 1975.

To dage senere kunne de to kaptajner Stafford og Leonov udveksle historiske håndtryk. Selv om missionen primært havde politisk sigte, tog den hul på et samarbejde, der i dag har banet vejen for I

Tema

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: