VSH Space shuttle

Fransk rumfærge får et lift med et fragtfly

I 2013 skal en ny, fransk rumfærge nå rummet – ved at lette fra et større fly.

25. oktober 2010

Ideen om at fragte personer ud i rummet i fartøjer, der fra jorden og et stykke af vejen transporteres på ryggen af et fly, er ikke ny, men hidtil er der blevet brugt dyre, specialudviklede fly. Det vil den franske flyfabrikant Dassault Aviation, der bl.a. står bag de legendariske Mirage-jagere, lave om på med en teknik, der i løbet af tre år skal sende fartøjer til grænsen af rummet med almindelige kommercielle fly.

Dassaults rumfærge hedder VSH og er et fartøj med plads til seks passagerer og en vægt 11 på tons. Skabelonerne for VSH er tegnet ud fra NASA’s rumfærgeprojekt X-38, der blev indstillet i 2002, samt det europæiske Hermes-projekt, der blev indstillet i 1990’erne. Sammen med en række schweiziske firmaer har Dassault Aviation videreudviklet på erfaringerne fra især X-38, og akkurat som planerne var med X-38, er det meningen, at VSH skal sidde på vingen af et traditionelt fly og på den måde komme i luften. På grund af vægten på 11 tons skal fragtflyet være et jetfly med en vis størrelse. Den endelige flymodel har Dassault endnu ikke lagt sig helt fast på.

I projektets begyndelse overvejede Dassaults ingeniører også ideen om at lade VSH lette fra jorden, men planerne blev skrinlagte, fordi en jordbaseret affyring kræver ekstremt meget rent infrastrukturmæssigt. Dassault Aviation har udviklet sit eget patenterede system, der er baseret på frigørelse af VSH i ca. 8 km’s højde ved en fart på mach 0,7 – 70 pct. af lydens hastighed. Herefter aktiverer en booster VSH’s raketmotor, der bruger en blanding af flydende ilt og petroleum, så VSH flyver selv. Planen er derefter, at VSH skal nå op i en højde af mindst 100 km, så fartøjet når termosfæren og det punkt, der kaldes rummets grænse, hvilket sker med en fart på mach 3,5.

Fartøjet når en højde, der gør det muligt at observere Jordens krumning, og de seks passagerer om bord vil på turen opleve vægtløshed i ca. tre minutter. Efterfølgende vil VSH være i stand til at vende tilbage til Jorden og lande ved egen kraft og være klar til yderligere ture.

Til kanten af rummet

En speciel brændstofblanding driver VSH. Flydende ilt blandet med petroleum brændes af i en russiskproduceret raketmotor, når VSH er blevet fløjet op i ca. otte kilometers højde. Det giver den nødvendige fremdrift til at sende mellem tre og seks passagerer op i en højde på mere end 100 kilometer, der er den officielle grænse til rummet.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: