Hvordan slipper vi af med rumskrot?

Hvilke metoder kan vi bruge til at slippe af med alt det rumskrot, der er i kredsløb om Jorden?

1. september 2009

Siden opsendelsen af Sputnik i 1957 har verdens rumfartsnationer sendt omkring 4500 raketter ud i rummet med astronauter, satellitter, dele til rumstationer og så videre. De fleste opsendelser har efterladt rumskrot i bane om Jorden i en eller anden form, og specielt raketternes øverste trin er en massiv kilde til forurening. Som resultat er der i dag over 100.000 menneskeskabte objekter med en diameter på mellem 1 og 10 cm i omløb om Jorden. Regnes mindre partikler med, skal antallet tælles i snesevis af millioner. Da en kollision med et stykke skrot på en cm svarer til at blive ramt af en bowlingkugle, der flyver med 100 km/t., tager NASA og de andre rumfartsorganisationer situationen meget alvorligt – de frygter for både menneskeliv og satellitter til milliarder af kroner. Forskere har i tidens løb foreslået et utal af måder, hvorpå man kan forsøge at slippe af med rumskrottet. Man kunne fx beskyde det med kraftige lasere fra Jorden, eller man kunne styre flere kilometer lange elektriske kabler rundt i Jordens magnetfelt som gigantiske stykker fluepapir. Men skrottet bevæger sig rundt om Jorden som en arrig bisværm, og teknologien til at indfange det eksisterer ikke i dag. Hvad angår satellitter og andet stort skrot, kunne man rent teknisk godt forestille sig at konstruere raketter, der indfangede satellitterne og sænkede deres bane, indtil de brændte op i Jordens atmosfære. Denne metode ville dog være meget besværlig og særdeles kostbar. Det eneste effektive er indtil videre at undgå skrottet i første omgang. FN anbefaler i dag verdens rumfartsorganisationer, at de udtjente satellitter bliver parkeret i gravpladsbaner, hvor de efter få år spiralerer ned i atmosfæren og brænder op.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: