nb_u38_whisky

Skotternes nationaldrik retur fra rummet

Mens størstedelen af Skotlands befolkning har været optaget af folkeafstemning, har whisky-destilleriet Ardbeg haft blikket rettet mod rumstationen ISS.

18. september 2014 af Carsten Nymann

To dage før skotterne i hobetal gik til stemmeurnerne for at afgøre nationens suverænitet, landede en rumkapsel i Kasakhstan med et ligeledes historisk indhold.

Det skotske whisky-destilleri Ardbeg har i samarbejde med det amerikanske firma NanoRacks LLC siden 2011 haft prøver med whisky sendt til modning på den internationale rumstation ISS.

Modning i vægtløshed

Prøverne bestod af stumper af brændt egefad samt såkaldte terpener – naturlige kulstofforbindelser – der har med smag og duft at gøre.

Ved at undersøge virkningen mellem de to komponenter håber skotterne sammen med NASA’s eksperter at kunne påvise, hvordan vægtløshed påvirker modningen af whisky.

Tidligere er lignende forsøg gennemført med øl, men det er første gang, at whisky tager turen til rummet.

Astronauter fik whisky-lift

Resultaterne af eksperimentet vil blive fremlagt på et senere tidspunkt af Ardbegs Dr. Bill Lumsden, som vil gennemføre en række prøver på NanoRacks’ laboratorium i Houston.

Whisky-prøverne blev bragt tilbage til Jorden med en russisk Soyuz-kapsel, der også medbragte astronauterne Steve Swanson, Alexander Skvortsov og Oleg Artemyev, som alle har opholdt sig på ISS.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: