Solsystem profil

NASA: Til Mars på tre dage

Enorme lasere skal bringe fremtidens rumfartøjer tæt på lysets hastighed, og teknologien er allerede på plads, siger NASA-forsker, der mener at kunne nå Mars på tre dage og ser rejser til planeter uden for Solsystemet som en nærliggende.

1. marts 2016 af Jakob Priess

Det lyder som vanvittig science-fiction og noget trukket ud af Star Wars at nå Mars på tre dage, men NASA mener det skam alvorligt.

Enorme lasere skal skubbe rumfartøjer tæt på lysets hastighed og lægge både Mars, vores eget solsystem og vores nærmeste nabosystem, Alpha Centauri, åbne for besøg fra Jorden.

Og teknologien eksisterer allerede, siger NASAs chefforsker på området, Philip Lubin, som nu har fået støtte til at udvikle et fungerende rumfartøj drevet af laserlys - såkaldt "fotonisk fremdrift".

5 gange hurtigere til Mars

Ifølge Lubin vil et let ubemandet fartøj med "fotonisk fremdrift" ifølge beregningerne kunne nå Mars på blot tre dage og gøre mennesket i stand til at udforske Universet uden for vores eget solsystem.

Et bemandet rumskib vil kunne nå Mars på under en måned mod de 5 måneder, NASA kalkulerer med at rejsen tager med Space Launch System, SLS.

"Der er ingen grund til, at vi ikke bare gør det," siger Lubin, som forklarer, at ultratynde metal-sejl på rumfartøjerne vil fange energien fra enorme lasere placeret på Jorden.

Energien i laserstrålen vil kunne accelerere et let rumskib til 26% af lysets hastighed på blot ti minutter, hvor et traditionelt rumskib, som vi kender det, aldrig når over 3% af lysets hastighed.

Mars åbner vejen til Alpha Centauri

Lysbølger har ingen masse men masser af energi, og denne energi overføres som bevægelse til rumskibet, når lyset rammer og reflekteres af det ultratynde metal-sejl.

Og jo længere laseren overfører energi til rumskibet, des mere energi overføres, og des tættere kan det komme på lysets hastighed, hvilket åbner en enorm ladeport til at besøge planeter, som før var helt udelukkede.

”Vi vil kunne sende et 100-kilos rumfartøj til Mars på få dage. Inden for en radius på 25 lysår er der faktisk nogle enkelte planeter at besøge, hvor det kan være muligt at finde liv, " siger Lubin og præciserer:

"Den tætteste er i Alpha Centauri, som er omkring fire lysår væk," siger Lubin, som sammen med sit team ventes at gå til praktiske eksperimenter inden længe.

Se NASA 360 med Philip Lubin her:

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: