New Horizons på vej mod Pluto

Nedtælling til Pluto: Rumsonde har dværgplaneten i sigte

Om få uger vil sonden New Horizons suse forbi Pluto på bare 12.500 kilometers afstand. Men allerede nu har den skudt de første billeder af dværgplaneten og sendt dem hjem til de spændte forskere på Jorden.

18. juni 2015 af Malene Breusch Hansen

Siden opsendelsen i januar 2006 har sonden New Horizons rejst næsten 4,3 milliarder kilometer gennem Solsystemet. Nu adskiller mindre end 40 millioner kilometer sonden fra destinationen: dværgplaneten Pluto.

Ombord på NASA-sonden er udstyr, som blandt andet skal fotografere Pluto, undersøge temperaturen på dværgplanten og den kemiske sammensætning af både overfladen og atmosfæren.

Men allerede nu har sonden sendt billeder af Pluto hjem til Jorden – og de er er så gode, at forskere har gjort de første nye opdagelser om dværgplaneten.

New Horizons afslører: Pluto er plettet

De nye billeder af Pluto er taget mellem den 29. maj og 2. juni og er den bedste udsigt til dværgplaneten nogensinde.

Billederne afslører, at overfladens sammensætning er overraskende kompleks: Plutos overflade veksler mellem meget lyse og meget mørke pletter med medium-lyse områder ind imellem.

Kilde: NASA (klik for at se det i stort)

Billederne har bl.a. afsløret et lyst område på en af Plutos poler. Forskerne tror, at området er en polarkappe af frosset materiale, ligesom iskapperne på Jordens poler.

Både de lyseste og de mørkeste områder af Pluto ligger ellers pudsigt nok omkring ækvator, men hvorfor det forholder sig sådan, er indtil videre et mysterium.

Forskerne må vente med at få svar til begyndelsen af juli, hvor New Horizons er kommet endnu tættere på Pluto. Rumsonden vil da undersøge både nuancerne på overfladen og årsagen til dem i større detalje.

Det tætteste møde mellem New Horizons og Pluto finder sted den 14. juli 2015, hvor sonden flyver forbi dværgplaneten på 12.500 kilometers afstand.

Letvægtssonden New Horizons er på størrelse med et klaver

New Horizons vejer bare 478 kg og er mindre end halvt så tung som en personbil. Alligevel har den holdt til en godt fire milliarder kilometer tur gennem Solsystemet. Bliv klogere på den lille, stædige rumsonde her:

REJSEN MOD PLUTO

? Afgang: NASA sendte sonden af sted den 19. januar 2006.

? Ny viden: Et halvt års tid efter blev Pluto degraderet fra planet til dværgplanet, fordi den krydser Neptuns bane.

? Dvale: Kort efter opsendelsen blev sonden sat i en dvaletilstand, som den først vågnede af i december 2014.

? Ankomst: Den 14. juli 20015 flyver New Horizons forbi Pluto på 12.500 kilometers afstand.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: