John Phillips

Noget i rummet skader astronauternes øjne

80 procent af alle astronauter, der tilbringer længere tid i rummet, får skader på øjnene. Man ved ikke hvorfor, men NASA har en teori

13. juli 2016 af Tobias Hjortkjær Schultz

Astronaut John Phillips undrede sig såre, da han i juli måned 2005 holdt en pause fra sit arbejde på den internationale rumstation ISS og satte sig for at nyde sin yndlingsbeskæftigelse; At kigge på sin fødeplanet

  • Jeg bemærkede, at jeg ikke rigtigt kunne fokusere på jorden. Men jeg tænkte i første omgang ikke nøjere over det, og jeg mener heller ikke, at jeg rapporterede det til jorden, siger John Phillips til Washington Post.

Det usunde rum

Det kan måske synes mærkeligt, at John Phillips undlod at rapportere om sin tilstand, men at leve i vægtløs tilstand gør faktisk en del mærkelige ting ved ens krop.

Ens højde forøges med fem centimeter, mens muskelmassen svinder ind i et tempo, der slet ikke kan lade sig gøre på jorden.

Kort sagt er det faktisk temmelig usundt at opholde sig i rummet i længere tid, og John Phillips, der ellers havde haft perfekt syn hele sit liv, havde boet på ISS i ca. tre måneder, da han første gang bemærkede, at synet blev påvirket.

  • Jeg tænkte, at det sikkert var noget, der ville forsvinde af sig selv, når jeg kom tilbage til jorden, beretter John Phillips.

Trykkede øjenæbler

Det gjorde det bare ikke. John Phillips var blevet permanent nærsynet.

Da Nasa’s specialister underkastede astronautens øjne en grundigere undersøgelse, viste det sig, at hans øjne have undergået en bemærkelsesværdig forandring.

Selve øjenæblerne var blevet trykket, så formen var blevet væsentligt fladere, hvilket var årsagen til den pludseligt opståede nærsynethed.

Mange ramt

Til at starte på, formodede NASA’s læger, at der måtte være tale om et enkeltstående tilfælde, men der tog de fejl.

Hele 80 procent af de astronauter, der har tilbragt længere tid på ISS har vist sig at være blevet ramt af det samme mystiske syndrom – omend i varierende grad.

Det står endnu ikke klart, hvad der mon er årsagen til den mystiske rumsygdom, men NASA’s specialister har udviklet en teori, som de mener er sandsynlig nok til, at den er værd at arbejde videre med.

Stiger til hovedet

Det er – ifølge teorien – simpelthen blodet, der stiger astronauterne til hovedet i en sådan grad, at trykket på øjenæblerne forøges bagfra og gradvist presser øjet sammen med nærsynethed til følge.

Det lyder måske vildt, at det kan ske, men astronauten Scott Kelly, der tilbragte et helt år i rummet målte på et tidspunkt, at han havde intet mindre end to liter væske mere i hjernen, end han da han var på jorden.

Hvis det viser sig, at teorien om den ekstra væske i hjernen holder stik, ligger løsningen på problemet lige for.

Russerne har nemlig udviklet et sæt bukser, som skulle kunne simulere tyngdekraft ved at skabe undertryk i buksebenene og dermed holde en del af væsken væk fra hovedet.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: