Rumskrot skal fjernes med metalsky

Siden Sputnik blev sendt i kredsløb om Jorden i 1957, har affald hobet sig op i rummet. Gamle hjælperaketter og brugte satellitter udgør en så stor fare, at NASA overvåger hver eneste del hvert eneste minut. Ved risiko for kollision dirigerer det amerikanske rumagentur satellitter og rumfærger uden om vildfarne objekter.

Uheldigvis er det meste skrot – alt fra malingklatter til metalfragmenter – så småt, at det ikke kan følges på radar. Og hver gang et objekt ramler ind i en satellit, river det små dele løs og får problemet med løstflyvende affald til at vokse. Derfor har forskere fra U.S. Naval Research Laboratory sat sig for at rydde op, og løsningen lyder umiddelbart som noget fra en science fiction-film.

30 tons tungsten skal ud i rummet

Forskerholdet har udtænkt en plan, hvor de vil sprøjte tonsvis af metallet tungsten ud i et bælte omkring Jorden 900-1100 km oppe. Her svæver masser af rumskrot om Jorden med enorm hastighed. De hurtigtflyvende objekter bevæger sig langsomt ind mod Jordens atmosfære, men det vil tage adskillige år, inden affaldet cirkulerer ind i Jordens atmosfære, hvor det vil brænde op.

Planen er, at støvet bl.a. skal tvinge skrottet ned i Jordens atmosfære. Metoden er ikke umulig, hverken økonomisk eller teknologisk. Tungsten findes nemlig i store mængder på Jorden og er både billigt og ugiftigt. Ideen er at pulverisere tungstenen i partikler på 30-70 mikrometer i diameter. Metalstøvet skal herefter sendes op i rummet i forbindelse med affyringen af raketter.

Raketterne vil sprede de 20-30 tons tungsten omkring 1100 km oppe – lige præcis lidt højere end rum­skrot­laget. Herfra vil støvet sprede sig og skabe en skal af støvpartikler, som tyngdekraften vil begynde at trække tættere og tættere på Jorden.

På sin rejse nedad vil tungstenen passere flere gange gennem laget af skrot. Forskerne vurderer, at støvet kommer til at cirkulere om Jorden 5200 gange hvert år i de 25 år, hvor det vandrer mod Jorden gennem rum­skrot­bæltet. For hver omrejse vil hvert eneste lille korn af tungsten have mulighed for at kollidere med rumskrotpartiklerne – med voldsomme konsekvenser til følge, vurderer lederen af det amerikanske forskerhold, Gurudas Ganguli.

“Et direkte sammenstød mellem støvkorn, der flyver med 7,5 km/s, og et lille stykke aluminium, der farer af sted med samme fart, vil få tungstenstøvet til at fordampe sammen med dele af aluminiummet,” vurderer Gurudas Ganguli.

Sammenstødet vil ikke kun destruere en del af rum-skrottet, det vil også sænke dets fart. Resultatet bliver, at tyngdekraften trækker affaldet hurtigere ned i Jordens atmosfære. Her vil såvel skrot som tilbageværende tungstenstøv brænde op.

En ekstra gevinst ved projektet er, hvad Ganguli kalder “sneplovseffekten”. Efterhånden som tungstenkornene falder ned gennem lagene med rumskrot, skaber de en stadigt tykkere sky af støv og langsomt svævende skrotdele. Det efterfølgende støv vil skubbe skyen foran sig og på den måde rense rummet, som en sneplov fjerner sne. Alt i alt vurderer forskerne, at det vil tage omkring 10-15 år at fjerne det meste af rumskrottet.

Løsningen er tæt på

For at sikre nye satellitter mod den van­drende skrotsky foreslår Ganguli, at alle nye satellitter medbringer ekstra brændstof til at manøvrere uden om den nedfaldende rumsky. Samtidig vurderer han, at opsendelsen af skyen kræver et internationalt samarbejde, så de tusinder af tons metal kommer på plads hurtigt. Hver ny opsendelse skal simpelthen medbringe tungsten til projektet.

Faren er selvfølgelig, at tungsten-fragmenterne med tiden vil samle sig til ét stort objekt, som går i kredsløb om Jorden – lidt som Saturns ringe. Problemet skal der arbejdes på, men Gangulis idé har stadig den klare fordel, at den er billig og mulig. De fleste andre ideer bygger på dyr teknologi, som endnu ikke er udviklet. Derudover kræver skyen ikke konstant overvågning, for støvet skal blot transporteres ud i rummet og placeres, og så ordner naturkræfterne resten.