Tiangong

Rumstation ude af kontrol og på vej mod Jorden

Kina har mistet kontrollen med den godt og vel otte tons tunge rumstation Tiangong-1. Det oplyser det statskontrollerede kinesiske medie Xinhua, som dermed bekræfter længere tids mistanke.

22. september 2016 af Tobias Hjortkjær Schultz

Det er flere måneder siden, de første rygter begyndte at brede sig blandt rumnørder verden over; Den kinesiske rumstation Tiangong-1 opfører sig vist ikke, som den bør... Mon den stadig er under kontrol?

Det er den ikke. Mistanken blev bekræftet af det statskontrollerede kinesiske medie Xinhua 20. september.

Kineserne har mistet kontrollen med den ubemandede 8,1 tons tunge rumstation, som blev sendt ud i rummet med raket fra Gobiørkenen tilbage i 2011.

Hvor og hvornår?

Amatør-astronomen Thomas Dorman advarede allerede tilbage i juni måned om, at der var noget helt galt i en artikel i Space.com.

"Hvis jeg har ret, vil jeg vædde med, at kineserne venter til sidste øjeblik med at informere omverdenen," sagde han ved den lejlighed.

Dorman fik ikke ret i sin antagelse. Til gengæld kommer meldingen fra de kinesiske myndigheder få dage efter, at kineserne opsendte endnu en rumstation, Tiangong-2, som med tiden skal bemandes.

Tiangong-1 forventes ifølge de kinesiske myndigheder at ramme jorden på et ikke nærmere bestemt tidspunkt i sidste halvdel af 2017.

"Når man ikke ved hvornår, ved man heller ikke hvor," siger den anerkendte astrofysiker Jonathan McDowell fra Havard University til den britiske avis. The Guardian.

Se video om Tiangong-1

Himmelpaladset brænder

Ifølge de kinesiske oplysninger, vil det meste af Tiangong - som løseligt oversat betyder "Himmelpaladset' - brænde op i atmosfæren. Jonathan McDowell er for så vidt enig i den vurdering, der er bare et "men".

Motordele og andre hårde komponenter vil overleve turen gennem atmosfæren og lande på Jorden, vurderer han.

"Visse klumper på omkring 100 kg. vil ramme Jordens overflade," siger han.

Der vil dog ikke blive tale om en større katastrofe, selvom vragdelene mod forventning skulle ramme tæt beboede områder.

"De kan smadre en bil eller et hus, og sådan en klump giver da et betragteligt slag, når den rammer, men skaderne bliver ikke på katastrofeniveau," siger han.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: