SpaceX Falcon 9 rollout

Historisk raketfærd endte i bølgerne

Rumfartsfirmaet SpaceX opsendte sent i aftes sin genbrugsraket og placerede som planlagt en vejrsatellit i kredsløb. Ekstremt vejr ødelagde dog planen om at lande raketten på en sejlende platform.

9. februar 2015 af Carsten Nymann

Efter tre dages forsinkelse lykkedes det sent onsdag aften dansk tid SpaceX at sende rumorganisationens Falcon 9-raket op og placere vejrsatellitten DSCOVR i kredsløb 200 km over Jorden.

Desværre ødelagde ekstremt hårdt vejr ud for Floridas kyst planerne om at lande genbrugsraketten igen på en autonom, sejlende platform.

Forud for lift off meddelte SpaceX, at bølger på højde med treetagers huse skyllede hen over platformen, som lå 595 km ude i havet, og at en af platformens fire motorer havde givet op.

SpaceX overrasket over kontrolleret landing

På grund af vejret forventede SpaceX ikke engang, at raketten ville slippe godt fra en såkaldt "blød landing" i havet.

Det viste sig imidlertid, at raketten takket være sine bremsemotorer og styrefinner dumpede stille og roligt i havet i lodret position inden for 10 meter fra sit oprindelige mål.

SpaceX forventer derfor, at en succesfuld, uskadt landing på platformen er inden for rækkevidde i løbet af kort tid.

VIDEO: Se en animation af, hvordan SpaceX' raketter lander på Jorden:

SpaceX fragtede Sol-sladrehank

Selve satellitten, som SpaceX sendte op for NASA, det amerikanske luftvåben samt vejr- og klimainstituttet NOAA, får til opgave at holde øje med Solen og advare Jorden om ekstreme soludbrud.

DSCOVR-satellitten blev sat af i 200 km's højde, hvorfra den begynder sin færd til sit endelige bestemmelsessted 1,5 mio. km fra Jorden – svarende til fire gange afstanden til Månen.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: