SpaceX Launch

SpaceX skaber raket-sensation

Så lykkedes det for holdet bag rumprojektet, SpaceX, at affyre en raket og lande den sikkert igen - og dermed står døren til en fremtid med udbredt rumfart pludselig på vid gab.

22. december 2015 af Jakob Priess

Det er en af den slags begivenheder, som går over i historien.

Dagen, hvor mennesket lykkedes med at affyre og lande en rumraket sikkert på jorden igen. Dagen, hvor fundamentet for fremtidens udbredte rumfart reelt blev støbt.

Natten til tirsdag sendte det amerikanske SpaceX (Space Exploration Technologies) projekt med Tesla-milliardæren Elon Musk i spidsen deres enorme Falcon-9 løfteraket afsted fra Cape Canaveral.

10 minutter senere var den længe ventede sensation en realitet. Falcon-9 buldrede majestætisk tilbage til Jorden og landede smukt, vertikalt og 47 meter høj på det planlagte landingsted.

RAKET-GRAFIK: Klik på grafikken for stort format:

SpaceX trajectory

En sensationel raket-succes

Undervejs nåede Falcon-9 op i en højde af 200 km og sendte 11 kommunikationssatellitter i kredsløb om Jorden. Og det er også her, omfanget af SpaceX-bedriften mandag nat skal ses.

Det her er en løfteraket, der kan lette og lande igen og igen. Det åbner døren til en fremtid med langt billigere og mere tilgængelig rumfart - privat såvel som statslig.

Den succesfulde landing skabte naturligt nok ekstatisk glæde hos de mange tilskuere, der var valfartet til Cape Canaveral for med egne øjne at se raket-historie skrevet.

Men også holdet bag projekt SpaceX havde god grund til at gå helt amok i glædes-rus, for det er i dén grad en tiltrængt succes.

Den første rigtige raket

I juni styrtede en Falcon-raket under affyring fra netop Cape Canaveral i Atlanterhavet i en kaskade af brændende vragstumper. Og så sent som i november lykkedes det rivalerne fra Blue Origin at lande en genanvendelig raket.

Men Blue Origin raketten er meget mindre og ikke i nærheden af at nå rummet. Så med tirsdag nats succes er både den lille konkurrent og den flammende katastrofe i juni glemt og borte.

"Welcome back, baby" tweetede Elon Musk efter landingen af den 47 meter høje Falcon-9 raket, og verdens netop nu mest innovative entreprenør har da også grund til at glæde sig stort.

Det her betyder ikke kun et massivt spring fremad for menneskehedens drøm om at erobre rummet. Det er samtidig en enorm guldgrubbe for den i forvejen vanvittigt velhavende 44-årige super-iværksætter.

Den fulde live webcast fra opsendelsen og landingen, kilde: SpaceX

Porten til rummet på vid gab

Elon Musk og SpaceX har en enorm kontrakt med NASA om transport af forsyninger fra Jorden til den internationale rumstation, ISS. En kontrakt med en værdi oppe i de to-cifrede milliarder.

Hidtil har al rumfart været en gedigen underskudsforretning på grund af den enorme økonomiske belastning forbundet med tab af hver eneste raket.

Men med muligheden for at genanvende de enorme løfteraketter i stedet for hver gang at lade dem styrte brændende i havet, er grundlaget til stede for rentabel rumfart. Og har historien bevist noget, så er det, at så snart der er økonomi i ting, sker der for alvor fremskridt.

Døren til kommerciel rumfart er med landingen af Musks Falcon-9 raket ikke bare åben men nærmest sparket ind.

General: Historisk landing af raket

Den ansvarlige officer på Cape Canaveral, Brigadier General Wayne Monteith, satte måske bedst ord på, hvor sensationel og historisk tirsdagens landing faktisk er:

"Det her var første gang for alle os her på Cape Canaveral Air Force Station, og jeg kan slet ikke beskrive den glæde hele holdet føler lige nu over at have været en del af denne historiske landing af en første-etape raket."

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: