The Martian Top

The Martian: Fup eller fakta?

Dine venner tror, du er død. Du er efterladt alene på Mars – 200 millioner kilometer hjemmefra. I den biografaktuelle film The Martian forsøger en efterladt astronaut at overleve i det barske klima på Mars. Men hvad er fup, og hvad er fakta?

23. september 2015 af Rolf Haugaard Nielsen

1. Kan en støvstorm afbryde en Mars-mission som i The Martian?

? I The Martian: Under en støvstorm på Mars tvinges astronauterne på Ares 3-missionen til at evakuere basen og returnere til Jorden. Mark Watney efterlades på planeten, fordi kollegerne tror, at han er død.

? FAKTA: Mars er ofte hærget af støvstorme, som kan omspænde hele planeten og vare i ugevis. Men da trykket i atmosfæren er under en hundrededel af trykket på Jorden, vil selv en orkan føles som en let brise. Det er derfor usandsynligt, at astronauterne må flygte fra Mars på grund af en støvstorm. Under en langvarig storm kan astronauterne dog få store problemer, fordi støvet kan dække basens solpaneler og nedsætte elproduktionen. NASA har dog nødplaner for situationen, hvor astronauterne sparer på strømmen og bruger oplagret strøm fra batterier.

? DOM: Fup

På Mars føles orkaner som briser. Foto: 20th Century Fox

2. Kan raketbrændstof omdannes til vand?

? I The Martian: Mark Watney mangler vand, men udvinder vand fra raketbrændstoffet hydrazin.

? FAKTA: Hvis astronauten råder over det rigtige tokomponent raketbrændstof, kan vand godt udvindes. Hydrazin består af kvælstof og brint, men i praksis benyttes brændstoffet ofte sammen med kvælstofilter. Når dette raketbrændstof fyres af i brændselsceller er restproduktet vand.

? DOM: Fakta

3. Kan du dyrke kartofler på Mars?

? I The Martian: I kampen for overlevelse indtil en redningsmission når frem, dyrker den strandede astronaut kartofler på basen. Han har en jordprøve med, som han opformerer i marsjorden og gøder med sin egen afføring og urin.

? FAKTA: Marsjorden er meget salt og indeholder andre stoffer, som jordiske planter ikke tåler, så det er tvivlsomt, at en medbragt jordprøve kan blandes med marsjord og bruges til dyrkning af planter. I praktiske forsøg med planteavl i rummet, for eksempel på den internationale rumstation, dyrkes planterne i kunstige vækstmedier, som indeholder alle nødvendige næringsstoffer.

? DOM: Fup

Marsjorden er for salt til kartofler. Foto: 20th Century Fox

4. Kan Pathfinder bruges til at kalde Jorden som i The Martian?

? I The Martian: Mark Watney udstyrer basens rover med solpaneler og et ekstra batteri, fordi han planlægger at køre 3200 km hen til det sted, hvor det næste hold af astronauter skal lande om fire år. Han tester det ombyggede køretøj ved at køre ud og hente det ubemandede fartøj Pathfinder og roveren Sojourner, hvorefter han bruger kommunikationsudstyret herfra til at kalde Jorden og fortælle, at han er i live.

? FAKTA: Opgaven er svær, og Mark Watney skal være særdeles teknisk kompetent for at ombygge roveren under de primitive forhold på Mars. Mars Pathfinder vejer 264 kg, så det er også sin sag for en enkelt astronaut i rumdragt at løfte landeren op på roveren og køre af sted med den. Roveren Sojourner vejer kun 10,5 kg og er lettere at håndtere og transportere. Hvis det lykkes at bjerge de ubemandede fartøjer, kan Watney godt sende sit nødråb til Houston.

? DOM: Fakta

5. Kan astronauter rejse tur-retur til Mars?

? I The Martian: Astronauterne rejser til Mars og tilbage igen i filmen.

? FAKTA: Returrejser til den røde planet er endnu ikke mulige, fordi ingen løfteraketter er kraftige nok til at sende det ekstra rakettrin til Mars, som er nødvendigt for hjemrejsen. Men NASA arbejder på sagen med udviklingen af Space Launch System og rumkapslen Orion. NASA planlægger at sende mennesker i kredsløb omkring Mars efter 2030.

? DOM: Fup nu, men snart fakta

Glem The Martian! Mars-missioner er SLET ikke for bangebukse.

I virkeligheden skal du være glad for insekter og asbestfyldte støvstorme for at overleve på Mars. Læs hvorfor i vores artikel:

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: