Asteroider får egen richterskala

Astronomer beregner risiko for sammenstød med Jorden

1. september 2009

Alle kender den såkaldte richterskala, som bruges til at måle styrken af jordskælv med her på Jorden. Men nu vil astronomerne til at bruge samme idé til at beskrive virkningen af et sammenstød mellem Jorden og en komet eller en asteroide. Officielt hedder den nye asteroideskala The Torino Impact Hazard Scale, opkaldt efter den italienske by, hvor astronomer på et internationalt møde vedtog at tage den i brug. Torinoskalaen, som den hedder i daglig tale, er udviklet at den amerikanske professor R.H. Binzel og går fra 0 til 10. Selve tallet beregnes ud fra to faktorer, nemlig sandsynligheden for et sammenstød og sammenstødets voldsomhed. Asteroider med et torinotal på 0 behøver vi ikke bekymre os om, hvorimod et torinotal på 10 er ensbetydende med en global katastrofe. Efter den nye skala vil en stor 10 km asteroide med mulighed for at lægge Jorden øde på trods af sin størrelse få torinotallet 0, hvis bare der ikke er nogen risiko for, at den kan ramme Jorden inden for en overskuelig fremtid. Dette er heldigvis tilfældet for alle kendte asteroider af denne størrelse. Til gengæld kan en ret lille sten på måske bare 100 meter i diameter få et torinotal på 3, hvis man bedømmer faren for sammenstød til at være høj. Indtil nu har det højeste torinotal været 1 for de asteroider, der kommer tæt på Jorden. For selv om der er masser af disse kilometerstore sten i rummet, så er der ingen af dem, der har mulighed for at ramme Jorden. Sandsynligheden for torinotal på over 8 er så lille, at vi i praksis ikke behøver at spekulere over det.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: