© NASA

For første gang: Interstellar asteroide besøger Solsystemet

En lynhurtig asteroide er på gennemrejse i vores Solsystem. Det er første gang, at forskere har registreret en rumsten på besøg fra en anden stjerne.

30. oktober 2017 af Jakob Mikael Espersen

Teleskopet Pan-STARRS på Hawaii opfangede d. 19. oktober et lille lysglimt fra en asteroide. 

Glimtet stammer dog ikke fra en normal rumsten i kredsløb om Solen: Beregninger af objektets bevægelsesretning viser, at den 400 meter brede sten har taget turen udefra og ind i vores solsystem.

GÅ PÅ OPDAGELSE I UNIVERSET med et abonnement på Illustreret Videnskab 

Objektet A/2017 U1 er dermed den første observerede asteroide, som er på en interstellar rejse fra stjerne til stjerne.

Banen er for lige

De fleste af Solsystemets asteroider kredser stabilt om Solen i asteroidebæltet mellem Jupiter og Mars. Men ved at måle A/2017 U1's såkaldte excentricitet kunne forskerne se, at asteroiden måtte komme fra et sted uden for Solsystemet. 

Excentriciteten beskriver, hvor cirkulær et himmellegemes bane er. Hvis excentriciteten er 0, har objektet en perfekt cirkulær bane, mens objekter med en excentricitet tættere på 1 bevæger sig i en langstrakt ellipse.

A/2017 U1 er målt til en excentricitet på knap 1,2, og banen er meget lige, hvilket ikke giver mening for en asteroide i kredsløb. Forskere mener derfor, at A/2017 U1 kommer udefra.

Slog et sving

Ifølge NASA's beregninger ankom A/2017 U1 i retning af stjernebilledet Lyren.

Stenen fløj med 25,5 km/s ned gennem Solsystemet og passerede Jorden i en afstand af 24 millioner kilometer.

Undervejs greb Solens tyngdekraft fat i asteroiden, som slog et hårnålesving og nu er på vej mod stjernebilledet Pegasus og ud af Solsystemet.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: