Dawn-sonden nærmer sig dværgplaneten Ceres

Dawn skal afsløre Jordens fødsel ved at udforske Ceres

Rumsonden Dawn nærmer sig dværgplaneten Ceres i det ydre Solsystem. Dawn har været otte år undervejs og bliver den første rumsonde til at udforske en dværgplanet tæt på. Missionen kan afsløre, hvordan Solsystemets planeter blev skabt.

5. december 2014 af Anne Lykke

Dawn skal vriste hemmelighed ud af Ceres

450 millioner kilometer væk fra Jorden, imellem planeterne Mars og Jupiter, kredser store og små klippeblokke rundt i en bred bane om Solen. Det har de gjort siden Jordens fødsel.

Jupiters store tyngdekraft er skyld i, at asteroiderne aldrig samlede sig til en planet, og deres udvikling gik i stå for mange millioner år siden.

Rumsonden Dawn er på vej til asteroidebæltet for at undersøge de to største legemer: Vesta og Ceres. Asteroidebæltet gemmer nemlig på en hemmelighed – de kan afsløre, hvordan Solsystemets planeter blev født.

Dawn drøner afsted på ioner

Dawn besøgte Vesta i 2011-2012, og efter planen skal Dawn gå i kredsløb om Ceres i slutningen af marts eller begyndelsen af april 2015. Her har Dawn været undervejs i næsten otte år takket være sondens specielle ion-motor.

Motoren tillader Dawn at besøge to himmellegemer, og teknologien rykker på grænserne for, hvor langt en rumsonde kan nå ud i universet.

Ionmotoren fungerer ved at accelerere en gas af Xenon-ioner i et elektrisk felt og udnytte den fremdrift, der skabes, når ionerne forlader rumsonden i en kegle af blåt lys.

VIDEOGRAFIK: Se, hvordan en ionmotor virker.

Ion-motorer kræver mindre brændstof end konventionelle motorer på rumfartøjer, og på lange rumrejser betyder hvert et medbragt gram meget i det store energiregnskab. Dawn havde kun 425 kilogram Xenon med ombord på sin rejse. Til sammenligning havde rumsonden Rosetta hele 1670 kilogram brændstof med til sin 10 år lange rejse.

Nu hvor Dawns ionmotor har stået sin test, vil flere rumsonder måske i fremtiden benytte denne type motor.

Dawn er på dobbeltmission

Asteroider er løsdele, som kan fortælle, hvordan planeter som Jorden blev skabt. Selvom Vesta og Ceres begge har deres bane i asteroidebæltet i nogenlunde samme afstand til Solen, har de udviklet sig helt forskelligt – præcis hvor forskellige er op til Dawn at afsløre.

Vesta er en jordlignende asteroide, mens Ceres formentligt primært består af is ligesom de store gasplaneter. Ceres’ sammensætning kan gøre astronomerne klogere på de kæmpemæssige gasplaneter Jupiter, Saturn, Uranus og Neptun yderst i Solsystemet.

Få hele historien om Dawn

Vil du vide mere om Dawns mission, rumsondens foreløbige fund ved Vesta og astronomernes håb for Ceres-udforskningen?

Læs hele vores Dawn-artikel her:

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: