Hvad er linjerne på månen Europa?

Jupiter-månen Europa er helt dækket af store og små linjer. Hvordan er de opstået?

1. september 2009

De streglignende strukturer på Europa er i virkeligheden revner og sprækker i overfladen, der består af is. Sprækkerne er farvet af sten og mineraler, der vælder op fra månens indre. Europa er formentlig opbygget af en jernholdig kerne med en diameter på 1200 kilometer, der er omgivet af en kappe af klippemateriale. Mellem klippekappen og den relativt tynde isskorpe, der måler mellem to og 30 kilometer i tykkelsen, menes der at eksistere et cirka 100 kilometer dybt hav af flydende vand eller sjap. På grund af tidevandskræfterne fra moderplaneten Jupiter, der kun er 670.000 kilometer væk, bryder isflagerne hyppigt op, driver rundt og fryser fast igen. I løbet af Europas omløbsperiode på tre et halvt døgn kan isskorpen hæve eller sænke sig med 50 meter. Det fører til de voldsomme spændinger, der resulterer i, at isen kommer i bevægelse. De sprækker, der opstår, fyldes af vand og sjap fra det dybereliggende hav, som indeholder forskellige mineraler fra Europas kerne. Materialet ligger i sprækkerne eller fryser fast på overfladen, og det giver de karakteristiske linjer. Europas usædvanlige udseende var længe lidt af et mysterium. Men sonden Galileo, der besøgte Jupiter-systemet fra 1995 til 2003, leverede detaljerede oplysninger om opbygningen af månen, og det gav nøglen til løsningen.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: