Er der færre stjerner at se fra den sydlige halvkugle?

1. september 2009

For dem, der har oplevet den sydlige halvkugles stjernehimmel, er det første indtryk nok, at den er meget fremmedartet. Stjernerne virker spredte på himlen, og det er svært at finde mønstre, som man kan forestille sig som stjernebilleder. Antallet af synlige stjerner på den sydlige himmel er dog nogenlunde det samme som på den nordlige himmel. Men der er forskel, hvis man ser mod himlens poler. Himlens nordpol er markeret af den klare stjerne Polaris, og i nærheden af den findes forholdsvis mange klare stjerner. Derimod mangler der en helt klar stjerne til at markere himlens sydpol, der ligger i stjernebilledet Oktanten. Oktanten er et meget uanseligt stjernebillede med svage stjerner, som får stjernehimlen ved himlens sydpol til at virke lidt tom. Mest imponerende er det nok, at man tæt på himlens sydpol kan se Mælkevejens to store satellitgalakser, Den Store og Den Lille Magellanske Sky. Den Store Magellanske Sky ligger i stjernebilledet Dorado ikke langt fra stjernen Canopus, mens Den Lille Magellanske Sky ses i nærheden i stjernebilledet Tukanen. Disse to galakser er mindre end 200.000 lysår borte og er de nærmeste store naboer til Mælkevejen. De ses nemt med det blotte øje som to tågeklatter på himlen og er langt lettere at få øje på end den store Andromeda-galakse på den nordlige halvkugles himmel.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: