Solar system, illustration

Hvad nu hvis Jorden var i et andet solsystem?

Har den specifikke opbygning af vores solsystem betydning for Jordens eksistens – og livets opståen?

19. november 2012

Umiddelbart virker det ikke til, at de øvrige planeter i Solsystemet har nogen betydning for Jorden. Det er Solen, vi kredser omkring, og som leverer energi til livet på vores klode. Men opbygningen af hele Solsystemet og ikke mindst de andre planeters placering har afgørende betydning for, at livet har kunnet udvikle sig på Jorden.

Først og fremmest er det essentielt, at Jupiter aldrig er kommet tættere på Solen, end den er nu. I mange fremmede solsystemer er kæmpeplaneter som Jupiter endt i baner meget tæt på deres stjerne ved at vandre gennem deres solsystem. Havde Jupiter gjort det samme, var Jorden enten blevet opslugt af gasplaneten eller slynget helt bort.

Vil ud læse flere fakta om livets planet Jorden - Så se med her! 

Computersimulationer af Solsystemets udvikling viser desuden, at Saturn, Uranus og Neptun oprindeligt var meget tættere på Solen. I løbet af en kaosperiode på flere 100 mio. år ændrede de deres baner og kom længere væk fra Solen, hvilket muligvis medførte, at en femte stor planet blev slynget helt bort fra Solsystemet. Lidt mere kaos, og Solsystemet havde set helt anderledes ud.

I de fleste tilfælde ville en planet som Jorden være blevet opslugt, endt som en tør og ubeboelig klode eller have fået tilført så meget vand, at den ville være helt dækket af hav.

Jupiter tiltrak dræberkometer

Jordens historie er i høj grad formet af nedslag. Jupiters stærke tyngdefelt sugede mange kometer og asteroider til sig, som ellers var på vej mod vores planet. Det betyder, at Jorden har haft præcis så mange nedslag, at livet kunne udvikle sig.

Det vand, som er på Jorden, og som er essentielt for alt liv, kom hertil med kometer. For få nedslag ville derfor have forhindret livet i at udvikle sig, ligesom det ville være bombet ihjel ved for mange nedslag.


Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: