Height difference on the moon

Jorden havde to måner

Engang havde Månen en lille følgesvend, som også kredsede om Jorden, siger forskere. Men til sidst kolliderede de to måner, og det skabte den tykke, ujævne skorpe, som i dag findes på Månens bagside.

31. oktober 2011

Det har længe undret forskere, at Månens bagside ikke ligner dens forside.

Forsiden, der vender mod Jorden, er domineret af store, mørke, lavtliggende sletter af størknet magma, mens bagsiden i højere grad er højland præget af bjerge. Også overfladens sammensætning er anderledes, idet forsiden er rigere på kalium, fosfor og de såkaldte sjældne jordarter.

Nu mener to forskere at have løst gåden. Forskellen på Månens for- og bagside kan forklares ved, at Jorden engang var omkredset af endnu en måne, som efter cirka 70 millioner års parløb med vores nuværende måne stødte ind i den.

Forskerne forestiller sig, at begge måner blev skabt, da to langt større kloder stødte sammen i Solsystemets barndom. Resultatet af dette sammenstød blev Jorden, Månen og altså også en mindre måne med en diameter på omkring en tredjedel af Månens, som den ser ud i dag.

De to måner var i ca. samme bane om Jorden, hvilket uundgåeligt førte til en kollision. Ifølge forskernes model skete den med en relativt lav hastighed på 8-9000 kilometer i timen, og derfor gik kloderne ikke totalt i opløsning. Resultatet blev heller ikke et enormt krater. I stedet spredte materialet fra den lille måne sig i løbet af et par timer ud over den ene halvdel af den større måne.

Den mindre måne endte som en mange kilometer tyk, ujævn skorpe på Månens bagside, mens det ocean af magma, der gemte sig under Månens tynde skorpe, blev forskubbet til forsiden. Det giver nutidens forskel på terrænet og sammensætning af overfladen af de to sider.

Voldsom kollision skabte Månens skorpe

Sådan forestiller forskerne sig, at sammenstødet er sket. I løbet af tre timer spreder materialet fra den mindre måne sig ud over den ene side af den store måne.

Moon crash

1. Månerne følges rundt om Jorden. Til sidst kolliderer de. 2. Den mindre måne rammer den store og skaber en eksplosion. 3. Den lille måne lægger sig (grå farve) på Månens overflade. 4. Måneresterne flader ud som en skorpe på Månen.

Bliv klogere på Månen. Læs mere om måneformørkelse.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: