Månen skyld i Titanics forlis

Et uhyre sjældent sammenfald af himmelfænomener kan indirekte have været årsag til Titanics forlis – verdenshistoriens mest berømte skibstragedie, der kostede 1500 menneskeliv. Den opsigtsvækkende teori er fremsat af et hold astronomer fra det amerikanske Texas State University-San Marcos. De astronomiske begivenheder fremkaldte et ekstraordinært kraftigt tidevand, som sendte en flåde af isbjerge sydpå og direkte ind på Titanics sejlrute.

Den 4. januar 1912 – knap tre en halv måned inden forliset – var Månen usædvanligt tæt på Jorden, faktisk det tætteste overhovedet i en periode på 1400 år. Samtidig var Månen blot seks minutter fra at være fuld. Derudover havde Jorden dagen forinden haft sin månedligt korteste afstand til Solen. Denne sjældne kombination af fuldmåne og Månens, Solens og Jordens positioner forårsagede et meget kraftigt ­tidevand, en såkaldt springflod, der fik ­isbjerge til at vriste sig fri og drive sydpå.

Titanic mødte usædvanlig meget is

Ifølge forskernes beregninger påvirkede højvandet nogle isbjerge, som oprindeligt kom fra de grønlandske fjorde, men som var strandet på lavt vand ud for Labradorhalv­øen og Newfoundland i Canada. Tidevandet satte muligvis en hel klynge af isbjerge i bevægelse og ind i en sydgående havstrøm, hvilket kan forklare, hvorfor der netop i foråret 1912 var ualmindeligt mange isbjerge på sejlruterne over Atlanterhavet.

Inden forliset havde Titanic dagen igennem modtaget meldinger fra andre skibe om isbjerge og isflager på sejlruten, hvilket fik kaptajn Smith til at ændre kurs og sejle en smule længere sydover. Alligevel sejlede Titanic for fuld fart ind i et isbjerg klokken 23.40 søndag 14. april. Blot 2 timer og 40 minutter senere satte kæmpeskibet under stor dramatik kurs mod havbunden.