Hvorfor ser Månen større ud nær horisonten?

Månen ser normalt meget stor ud tæt på horisonten. Hvordan kan det være?

1. september 2009

Fænomenet er velkendt og er faktisk en af videnskabens ældste gåder. Allerede Aristoteles og Ptolemæus forsøgte at løse den, men selv i dag er der ikke fundet et almindeligt accepteret svar.

Der er ingen fysisk forklaring. Tværtimod er Månen i realiteten lidt længere væk, når den står lavt på himlen. Samtidig bevirker lysets brydning, at Månen burde se ud til at være et par procent mindre, når den står nær horisonten.

Så forklaringen må altså være psykologisk, og det skorter ikke på teorier. Den mest simple er, at Månen ser “ensom” ud højt på himlen, og at vi derfor opfatter den som lille. I en variant af denne teori mener Don McGready fra University of Wisconsin, at når øjet savner referencepunkter som træer og huse, indstiller det sig til en hvilefokusafstand på et par meter, hvilket skulle gøre den vinkelstørrelse, vi opfatter på Månen, mindre.

En anden amerikansk forsker, Carl Wenning, påpeger, at objekter virker længere væk lavt på himlen end over vores hoveder (horisonten synes fjernere end skyer). Så når hjernen tror, at en lav måne er langt væk, bliver den ubevidst gjort større for at få tingene til at passe. Det siges i øvrigt, at fænomenet forsvinder, når man bøjer sig ned og kigger på Månen gennem sine ben. Prøv det – hvis du kan finde et ugenert sted.

Bliv klogere på Månen. Læs mere om måneformørkelse.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: