Var månelandingen et svindelnummer?

For nylig så jeg en tv-udsendelse, der påstod, at månelandingen i 1969 i virkeligheden blev optaget i et studie. Kan det være rigtigt?

1. september 2009

Siden midten af 70’erne har den amerikanske rumfartsorganisation NASA måttet slås med rygter om, at månelandingerne fra Apollo 11 og fremefter var svindelnumre, og at alle film og fotos fra Månen i virkeligheden er optaget i et hemmeligt studie i Nevadas ørken. Den engelske fotograf David Percy er den førende fortaler for forfalskningsteorien. Et af hans vigtigste argumenter er forholdet mellem lys og skygger på billederne: Fx at astronauterne kan ses, mens de opholder sig i månefartøjets skygge, selv om Solen var den eneste lyskilde, og at ikke alle skygger peger i samme retning. Disse teorier forekommer som ren spekulation. Der var så afgjort flere lyskilder. Månens grå overflade kaster nemlig ganske meget sollys tilbage, og desuden kan Jorden set fra Månen skinne med en styrke, som er mere end 50 gange så kraftig som Månens lys her på kloden. Og skygger kan sagtens pege i flere retninger, når overfladen er så ujævn som Månens. Derudover findes en række håndfaste beviser: Dels har astronauterne fra og med Apollo 12 efterladt måleudstyr på Månen. Dels er der hjembragt flere hundrede kilo måneprøver. Alt i alt ville det påståede svindelnummer have så vidtstrakte forgreninger, at det nærmer sig det latterlige at betvivle, at månemissionerne har fundet sted.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: