Ville Månens bane blive påvirket af en komet?

Hvad ville der ske, hvis Månen blev ramt af en stor komet? Kunne den blive slået ud af kurs og måske ramme Jorden?

1. september 2009

Mange vil huske juli 1994, hvor Jupiter blev ramt af kometen Shoemaker-Levy 9. Trods de dommedagsagtige nedslag, som hver især fremkaldte vildt oprør på planetens overflade, skete der absolut intet med Jupiter selv eller dens omløbsbane. Årsagen er, at sammenlignet med Jupiter – og selv med Jorden eller Månen – er en komet eller en asteroide et ganske ubetydeligt objekt. Skulle Månens hastighed bremses med blot én promille, ville det kræve et objekt med en diameter på cirka en tiendedel af Månens (omkring 350 kilometer) og modsatrettet hastighed. Objekter af denne størrelse er uhyre sjældne inden for kometernes og asteroidernes skare. Og selv i dette ekstreme tilfælde ville Månen langtfra blive slået så meget ud af kurs, at den kunne ramme Jorden. Den eneste virkelig farlige begivenhed er, hvis Månen skulle blive ramt frontalt af et objekt med en tilsvarende masse og hastighed. Månen ville ikke overleve sammenstødet, og fragmenterne ville falde ned på Jorden eller gå ind i nye baner i faretruende nærhed af os. Risikoen er dog så lille, at begivenheder som denne hører til i science fiction-litteraturen.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: