Gletsjer fundet på Mars

Forskere har opdaget spor af gletsjer dannet for 10-100.000 år siden.

1. september 2009

Forskere fra den europæiske Mars Express-mission har fundet strukturer, der tilsyneladende er en meget ung gletsjer på Mars. Den ligger i et område, der kaldes Deuteronilus Mensae. Flere millioner år gamle gletsjere kendes i forvejen på Mars, men i dette tilfælde mener forskerne, at der er tale om en gletsjer, der blev dannet for kun 10.000-100.000 år siden. I geologisk forstand betragtes gletsjeren derfor som aktiv, hvilket er helt enestående for Mars. Man mangler endnu at påvise tilstedeværelsen af vand gennem spektrale undersøgelser, men på billederne ser man på gletsjerkanterne hvide toppe, der kun kan tolkes som is, der er blevet blotlagt for nylig. Hvis billedet var blevet taget på Jorden, ville man ikke være i tvivl om, at der var tale om en gletsjer. Hvis det virkelig viser sig at være en aktiv gletsjer, vil den være et oplagt mål for kommende missioner med robotkøretøjer, der kan vise, om der har været liv på planeten. Hvis mikroorganismer har overlevet dybt nede i undergrunden, kan man nemlig forestille sig, at de er blevet bragt op til overfladen sammen med det opstigende vand.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: