Mars iglo 3D

Mars-kolonier i 3D tager form

NASA har afholdt en stor konkurrence for at få inspiration til at bebo Mars. Kolonierne skal kunne 3D-printes med så lidt menneskelig indblanding som muligt.

13. oktober 2015 af Karine Kirkebæk

Hvordan skal vi bo ude i rummet? NASA drømmer stort og hiver alle med ind i drømmen. Rumagenturet har afholdt en stor konkurrence, hvor udfordringen var at designe et 3D-printet hus til NASA's næste store sats: Mars.

Kolonierne skal være et sikkert, funktionelt og behageligt sted for rum-opdagelsesrejsende at bo i.

Mars får igloer

Vinderen af konkurrencen blev firmaerne Clouds AO og SEArch med deres 3D-printede iglo, ICE HOUSE, der er lavet af is. Og da Mars består af enorme mængder af is, er denne kolonis teknik meget interessant for NASA. Den har også en speciel form, der med Mars’ lave temperaturer på de nordlige breddegrader gør det muligt at bevare en tyk skal af is, der omslutter ikke bare beboelse, men også en indvendig have.

Haven forsyner astronauterne med både mad og ilt. Isen har også den funktion, at det naturlige lys kan trænge ind samtidig med, at den beskytter mod stråling fra rummet.

3D-igloen på Mars.

Opildner til rum-innovation på Mars

Konkurrencen var i høj grad et snedigt forsøg på at opfordre til innovation og kreativitet blandt nogle af verdens dygtigste arkitekter og ingeniører. Nogle af deltagerne arbejder til dagligt med rummet, mens andre ellers plejer at have deres tegneborde, materialer og byggepladser solidt plantet på Jorden.

Og det er da også nogle af de helt store arkitekter, der har deltaget i konkurrencens første del af konkurrencen. I konkurrencens opløbsfelt kunne man blandt andet finde den berømte britiske arkitekt Norman Foster.

Norman Foster står bag den berømte St Mary Axe 30-bygningen i London.

Beboelse bygges på Mars i flere etaper

Norman Foster forestiller sig, at huse på Mars skal bygges over tre etaper:

  • Først graver robotter et 1,5 meter dybt hul, hvor huset skal stå.

  • Herefter leveres oppustelige moduler til Mars, der skal være kernen af kolonien.

  • Til sidst smelter små robotter den løse jord på Mars og bruger den som fugemasse mellem huset og planeten.

Og motivationen for at lave et godt design har været stor. Vinderen har vundet en præmie på 160.000 kroner. I næste del af konkurrencen skal kolonierne printes og testes.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: