Tsunami på Mars topbillede

Megatsunamier hærgede Mars

For cirka 3,4 milliarder år siden blev Mars ramt af en gigantisk, våd katastrofe, da to monsterbølger på op mod 120 m rullede hærgende hen over planeten.

17. oktober 2016

En gigantisk mur af rødt vand rejser sig pludselig i skyskraberhøjde og tordner afsted med samme fart som et jetfly.

Nogenlunde sådan så der ud på Mars for ca. 3,4 milliarder år siden, da to megatsunamier ifølge forskere fra bl.a. NASA’s Ames Research Center i Californien, USA, og Planetary Science Institute i Arizona, USA, hærgede på den røde planet.

Idet monsterbølgerne rullede afsted, slæbte de kolossale kampesten på op til ti meter med sig, og da vandet trak sig tilbage til havet, skar vandmasserne mere end 20 kilometer lange og op til 200 meter brede kanaler i landskabet.

Satellitfotos afslører tsunamierne

Nye satellitfotos af de nordlige sletter på Mars har bragt forskerne på sporet af de voldsomme begivenheder, som formodentlig udspillede sig, godt én milliard år efter at vores solsystem var blevet til.

På det tidspunkt var den røde planet sandsynligvis både våd og betydeligt varmere, end den er i dag.

NASA's billeddokumentation:

De voldsomme naturkræfter har efterladt sig tydelige spor på Mars, både i form af kampesten, som befinder sig i det forkerte område, og enorme tilbageløbskanaler i overfladen. |

? Bevis 1: Da flodbølgerne rullede, blev enorme kampesten båret adskillige kilometer ind på land.

? Bevis 2: Da vandet trak sig tilbage til havet efter tsunamierne, blev tilbageløbskanaler eroderet ind i planetens overflade.

? Bevis 3: Tunger af aflejringer vidner om have og drastiske ændringer i vandstanden.

Tsunamier rejste sig op mod 120 m

Kæmpebølgerne opstod formentlig, da to asteroider eller kometer med få millioner års mellemrum hamrede ned i det kolde hav på den nordlige halvkugle og hver især skabte et krater på anslået omkring 30 kilometer i diameter.

Nedslagene udløste de gigantiske flodbølger, som ifølge forskernes beregninger var mindst 50 meter høje og sine steder endda hele 120 meter høje.

Mens den første tsunami oversvømmede et areal på omkring 800.000 kvadratkilometer – et område på størrelse med Tyrkiet – satte den anden en region på omkring én million kvadratkilometer under vand – det svarer til Egyptens landareal.

Vand på Mars skaber spekulationer om liv

At der er vand på Mars, er et tegn på, at der kan have været liv på den røde planet. Læs mere om rumforskernes jagt i vores store artikel:

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: