Mercury seen from Messenger

Rumsonde besøger Merkur

For første gang i 36 år er en rumsonde nået frem til Solsystemets inderste planet.

Rumsonden Messenger er gået i kredsløb om Merkur. Frem til marts 2012 vil NASA’s rumfartøj sende bunker af data om Solsystemets inderste planet tilbage til Jorden. Dermed får forskerne besvaret nogle af de spørgsmål, der har hobet sig op, siden Mariner 10 fløj forbi planeten i 1975.

Messenger blev sendt op i 2004 og har passeret Venus to gange og Merkur tre gange, før den nåede ind i kredsløb om den lille planet efter en næsten otte milliarder kilometer lang rejse. Hvert omløb i den elliptiske bane om Merkur tager 12 timer, og undervejs kommer Messenger ned i en højde af 200 km over planetens overflade.

Debussy crater on Mercury

Sonden har syv slags instrumenter om bord, heriblandt et laserinstrument til at måle afstanden til overfladen, så man kan fremstille et højdekort over planeten. Andre instrumenter afslører den kemiske sammensætning af Merkurs overflade og måler planetens tyngdefelt og magnetfelt.

Instrumenterne beskyttes mod Solen af en 4,6 kvadratmeter stor solskærm. Hvis den ikke var der, ville temperaturen nå 450 grader.

I 1970’erne blev 45 pct. af Merkurs overflade fotograferet af Mariner 10. Nu skaffer Messenger billeder af resten af planeten, så forskerne kan blive klogere på dens geologiske historie. De håber også på at finde ud af, om der findes is i kratere ved Merkurs poler.

Messenger

Målinger fra Mariner 10 viste, at Merkur i modsætning til Mars og Venus har et magnetfelt ligesom Jorden. Instrumenterne på Messenger vil røbe størrelsen og sammensætningen af Merkurs tunge kerne, så forskerne kan blive klogere på, hvor magnetfeltet stammer fra.

Desuden vil Messenger undersøge den øverste del af Merkurs atmosfære, den såkaldte exosfære. Og ud over at give ny information om Merkur vil de mange målinger hjælpe astrofysikerne med at danne sig et generelt overblik over, hvordan planeterne i Solsystemet har udviklet sig.

Fakta

Messenger: Størrelse: 1,44 x 1,28 x 1,85 meter Vægt: 1107 kilo ved opsendelse, hvoraf 599 kilo er brændstof Energikilde: To solpaneler og et batteri Pris: 446 millioner dollars

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: