Saturn_solar system theme

Saturn: Gasplaneten med de smukke ringe

Vidste du, at planeten Saturn er en gasplanet? Og at Saturns ringe består af små isklumper, mindre sten og støvpartikler? Læs flere fakta om Saturn her på siden.

1. maj 2014 af Lone Djernis Olsen

Planeten Saturn

Planeten Saturn er den anden af de store gasplaneter i det ydre Solsystem. Planeten er især kendt for sine smukke ringe, der omkredser den.

Saturn er en gasplanet, og har dermed ingen fast overflade. Den består fortrinsvist af hydrogen og helium, men har muligvis en fast indre kerne af jern, nikkel og forskellige klippearter. Planeten har en svag gul farve på grund af ammoniakkrystaller i dens øvre atmosfære.

På Saturn blæser kraftige vinde med hastigheder på op til 1800 km/t. Det er hurtigere end på Jupiter, men ikke så hurtigt som på Neptun.

Saturns ringe

Saturn er omgivet af et smukt ringsystem, også kendt som Saturns ringe. Ringene består af små isklumper, mindre sten og støvpartikler. Der er ni hele ringe og tre afbrudte ringe, som ikke når hele vejen rundt. Ingen ved, hvordan ringene er opstået, men meget tyder på, at de har været der siden kort efter Saturn blev dannet.

Læs mere om de andre planeter i Solsystemet.

Sonde finder vand på Saturns måne

I 1980 og 1981 fløj de to Voyager sonder som de første tæt forbi Saturn og sendte billeder hjem af Saturns ringe, selve planeten og dens største måne Titan. I 2004 ankom Cassini sonden til Saturn og gik i kredsløb om planeten. Cassini fandt blandt andet en ny ring omkring Saturn.

Derudover opdagede sonden, at der fandtes flydende vand under isen på Saturns måne Enceladus. Det fik mange forskere til at sætte Enceladus på listen over fremmede kloder, hvor der måske kan være liv.

- og søer på anden måne

I 2005 sendte cassinifartøjet den lille sonde Huygens ned på Saturn største måne Titan. Titan er større end planeten Merkur, og den er den eneste måne i Solsystemet, som har en atmosfære. I forvejen havde Cassini sendt billeder hjem af bjerge samt søer af flydende kulbrinter på Titans overflade. Huygens lavede målinger af atmosfæren på vej ned og sendte billeder hjem fra overfladen.

Fakta om Saturn

Radius: 58.232 km Antal måner: 62 Afstand til Solen: 1.433.449.370 km Saturns temperatur: -130 °C (gns.) Saturns ringe: Saturn har ni hele og tre afbrudte ringe

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: