solar storm expert

Neutroner kan advare om solstorme

Et nyt varslingssystem kan advare astronauter tre timer før en solstorm.

24. oktober 2012

Solstorme kan være fatale for astronauter i rummet. Men nu har et forskerhold fra Chungnam National University i Sydkorea udviklet et varslingssystem, der kan give astronauterne knap tre timers varsel.

Solstorme består af partikler, der stammer fra gigantiske eksplosioner på Solen. De hurtigste af dem bølger gennem rummet med noget nær lysets hastighed. Når mennesker bliver bestrålet af disse sværme af partikler i rummet, risikerer de at dø.

Forskerne har taget udgangspunkt i, at der altid ankommer en mindre portion partikler fra en solstorm, før flertallet af partikler kommer. Den lille fortrop af partikler er hurtigere og når derfor frem til Jorden før de lidt langsommere, men på ingen måde fredeligere partikler.

De første partikler, der kommer, er protoner. Når de rammer et luftmolekyle i Jordens atmosfære, bliver de sprængt i mindre stykker, der igen rammer andre luftmolekyler. Som et resultat af denne aktivitet bliver der dannet neutroner.

På Sydpolen står to instrumenter, der registrerer disse neutroner. Forskerne kan dermed beregne, hvor meget energi der er i de første partikler, og regne sig frem til energien i de langsommere partikler og derfor anslå tidsforskellen mellem de to grupper af partikler. Denne tidsforskel kan være op til tre timer.

Med dette varslingssystem kan astronauter altså nå at søge ly for solstormen bag et skjold, mens piloter, der flyver over polerne, har tid til at flyve ned i en lavere højde.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: