Nu kan vi se tværs gennem Solen

Satellit kan advare om soludbrud med ti dages varsel

1. september 2009

Den europæiske satellit SOHO har nu haft held med at se solpletter, der befinder sig på den side af Solen, der vender væk fra os. SOHO registrerede rent faktisk solpletterne ti dage før, de dukkede op ved Solens rand. Dermed har man nu fået et varslings-system, der kan advare om kommende soludbrud. Opdagelsen er vigtig, fordi mange elektriske anlæg på Jorden og alle typer satellitter er følsomme over for de partikelstrømme og det magnetiske uvejr, der følger i hælene på et soludbrud. Metoden, som SOHO benytter sig af, er ganske simpel, selv om målingerne kræver stor nøjagtighed. Det kan bedst sammenlignes med målinger af jordskælv her på Jorden: Et jordskælv i Kina sender bølger gennem vores klode, som kan registreres i Europa. Det samme gælder for solpletter. Den aktivitet på Solen, der udløser sol-pletter, sender lydbølger gennem Solen, og de forplanter sig til den modsatte side. Når bølgerne når frem til den anden side, sætter de Solens overflade i nogle særlige svingninger. Og det kan SOHO måle. Der er en konstant larm på Solen, fordi der hele tiden vandrer lydbølger frem og tilbage. Det tager omkring tre timer for en lydbølge at komme fra bagsiden og frem til forsiden. SOHO kan skelne mellem lydbølgerne, fordi lydbølgerne fra en solpletgruppe er seks sekunder hurtigere om at tage turen gennem Solen end lydbølger fra roligere områder. Denne forskel giver nogle karakteristiske svingningsmønstre på Solens overflade, som SOHO altså kan måle.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: