Solformørkelse rumfærge

Eclipse 2017: turen dag for dag

Vi har strikket et fantastisk program sammen, som byder på eksklusive VIP-oplevelser. Se hele programmet her.

5. februar 2016

Dag 1: Torsdag den 17. august

Vi begynder vores VIP-tur med et enestående arrangement på National Air & Space Museum i Washington DC efter lukketid. Efter velkomstdrinks og en lækker middag i Space Hall – hvor bl.a. Apollo 11-landingsmodulet, som bragte Armstrong, Aldrin og Collins tilbage til Jorden i 1969 er udstillet – har du mulighed for at udforske den gigantiske samling af klenodier fra flyvningen og rumfartens historie – og opleve en særforestilling i museets IMAX-biograf Vi overnatter på det 4-stjernede hotel Westin i det hyggelige Georgetown-kvarter centralt beliggende i Washington DC.

Dag 2: Fredag den 18. august

Efter morgenmad på hotellet bliver vi hentet i de komfortable tur-busser, som skal følge os på resten af rejsen. Busserne er udstyrret med underholdningssystem og lokalkendte guides. Første stop er det kæmpemæssige Udvar-Hazy Center – National Air & Space Museum’s hangar i Washingtons udkant. Her er rekordholderne fra flyvningens og rumfartens fantastiske historie udstillet side om side. Se bl.a. rumfærgen Discovery, spionflyet SR-71 Blackbird, Gemini 7-rumkapslen og bombeflyet Enola Gay, som kastede atombomben over Hiroshima.

Eftermiddagen bruger vi på en dejlig køretur gennem Shenandoah National Park – en rute, som er kåret til USA’s smukkeste – frem til Virginias måske mest charmerende by: Staunton. Her skal vi bo på byens stolthed, det historiske Stonewall Jackson Hotel. Hotellet byder på en god middag med lokale specialiteter, men der bliver også tid til at udforske de små gader i byens centrum, som bugner af antikvitetsbutikker, gallerier og hyggelige vinbarer.

Dag 3: Lørdag den 19. august

Efter en solid sydstats-morgenmad på hotellet kører vi ad Highway 81 gennem det smukke landskab i Virginas Appalachia-bjerge. Frokosten bliver fast food på et autentisk truck stop, så vi hurtigt kan nå frem til vores base i de næste tre dage: Det nyrenoverede Brasstown Valley Resort i Georgias bjerge. Vi byder velkommen med en stor buffet, og hvis du vil ryste rejsestøvet af dig, har du mulighed for at benytte spa'ens tilbud om massage, spadsere en tur af de afmærkede vandrestier, eller synke ned i en af de bløde sofaer foran pejsen med et godt glas.

Dag 4: Søndag den 20. august

Dagen begynder med en morgenmadsbuffet, inden vi samles til en briefing hvor solformørkelseseksperten Jay Anderson giver os de seneste vejr-prognoser. Herefter er dagen til fri disposition, og resortet byder på mange muligheder: Golf på en 18-hullers bane, egen stald med rideheste, opvarmet pool – eller bare afslapning med udsigt over de smukke bjerge. Vi tilbyder også udflugter til en lokal vingård, en sejltur på Chatuge Lake eller en heldagstur til shopping-mekkaet North Georgia Premium Outlets. Aftensmaden er en stor grill-buffet på hotellets terasse, og herefter kører vi de 2-3 km til det top moderne Rollins Planetarium. Her vil astronomen Steve Morgan give en forsmag på morgendagen oplevelser og vise en særforestilling kun for Illustreret Videnskabs eclipse-rejsende. De særligt interesserede får også mulighed for et besøg på det tilknyttede observatorium og komme helt tæt på Saturns ringe og Jupiters måner.

Dag 5: Mandag den 21. august

Dagen vi har ventet på så længe! Kl. 14.36 dækker Månen fuldstændig for solskiven i to minutter og 20 sekunder – men allerede efter morgenmaden begynder de sidste forberedelser. Ved morgen-briefing gennemgår vi den seneste vejrudsigt og lægger os fast på dagens program: Hvis vejret tegner til at blive perfekt på resortet, gør vi os i ro og mag klar til det spektakulære show, vi skal opleve fra en pavillion på hotellets område. Hvis chancen for skydække er for høj, har vi en nødplan: Madpakkerne er smurt, tur-busserne er fuldt tanket, og sammen med solformørkelseseksperten Jay Anderson har vi på forhånd udvalgt en række alternative lokationer i North Carolina, Tennesee og South Carolina – på hver sin side af bjergene, og dermed med vidt forskelligt vejr. På den måde får vi den størst mulige chance for at opleve den totale solformørkelse. Efter den fantastiske oplevelse, mødes vi på resortet og afslutter dagen med en flot festmiddag i den lune sommeraften.

Dag 6: tirsdag den 22. august

Efter morgenmaden på hotellet kører vores busser tilbage til Washington DC. Her har du mulighed for at udvide turen med flere feriedage i USA, eller nå et fly til Europa og være hjemme onsdag morgen.

Men turen slutter ikke med det. Nogle uger efter solformørkelsen sender vi dig en ganske særlig gave som tak for din deltagelse: vores fotografs bedste billeder fra dagen og tekster skrevet at Illustreret Videnskabs redaktør samlet i en eksklusiv bog kun for turdeltagere.

Eclipse 2017-turen finder sted 17.-22. august 2017, og vi tager forbehold for ændringer og justeringer i programmet. Prisen bliver 24.400 kr. pr. person i delt dobbeltværelse, og vi giver 1500 kr. i rabat til abonnenter. Turen udbydes af Bonnier Publications i København, Danmark, og er underlagt dansk rejselovgivning.

Rejsen inkluderer ikke fly til og fra USA, ligesom enkelte måltider og drikkepenge heller ikke er inkluderet. Vi anbefaler, at man ankommer til Washington dagen før, så eventuelle rejseforsinkelser eller træthed forårsaget af jetlag ikke forringer oplevelsen. En redaktør fra Illustreret Videnkabs redaktion i København deltager på turen. Briefinger, praktiske oplysninger undervejs mv. gives på engelsk. Deltagere på turen får en særlig Eclipse-rabat på aktiviteter under opholdet på Brasstown Valley Resort. Inkluderede måltider: morgenmad dag 2-6, frokost dag 5 og aftensmad dag 1-5.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: