solformørkelse pix til nyhedsartikel

Solformørkelse skal give ny viden om Solens vilde udbrud

Under en total solformørkelse har forskerne optimale forhold til at studere vores stjerne, Solen, og de enorme soludbrud fra overfladen. Når solformørkelsen rammer den 20. marts 2015, håber forskerne derfor at lære nyt om Solens ekstreme vejr.

26. januar 2015 af Rolf Haugaard Nielsen

Solformørkelse giver mulighed for at observere Solens korona

Syv satellitter sender konstant billeder og data om Solen hjem til forskere på Jorden. Men kun under en total solformørkelse har astronomer mulighed for i et hug at iagttage hele Solens yderste atmosfære, koronaen.

Under den totale solformørkelse over Færøerne og Svalbard den 20. marts 2015 har forskerne derfor ideelle muligheder for at løse nogle af stjernens største gåder. Men de skal være hurtige, for formørkelsen er kun total i få minutter.

Solens gasbobler kan ses under en total solformørkelse

Forskerne håber blandt andet at få svar på, hvorfor Solen med jævne mellemrum udsender en gasbombe på flere milliarder tons, kaldet en koronal masseudkastning.

Nogle gange affyres gasboblen med kurs direkte mod Jorden, hvor den kan lamme elforsyningen og den globale kommunikation.

Soludbrud har styrke som 11.000 mia. atombomber

I dag ved forskerne, at gasbomberne antændes af en anden slags soludbrud, kaldet solfakler, som er enorme lysglimt med en styrke svarende til 11.000 milliarder Hiroshima-atombomber.

Solfakler fører dog ikke altid til koronale masseudkastninger, hvilket undrer forskerne. Har forskerne held til at observere en solfakkel efterfulgt af en koronal masseudkastning under den totale solformørkelse, kan de detaljerede fotos give ny viden om sammenhængen mellem de to vilde soludbrud.

Solformørkelse skal afsløre Solens hemmeligheder

Den totale solformørkelse over Færøerne og Svalbard den 20. marts 2015 skal bl.a. også hjælpe forskerne med at opklare, hvad der driver solvinden, og hvorfor Solens korona er ufatteligt varm.

Kom helt i detaljen med Solens mange uopklarede gåder i vores artikel:

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: