Black holes

Astronomer opdager ring af sorte huller

Ni sorte huller er blevet opdaget af det amerikanske røntgen-teleskop Chandra.

Det amerikanske røntgen-teleskop Chandra har opfanget kraftig røntgenstråling fra ni himmellegemer, som ligger i en ring af stjerner. Nu har astronomerne fundet frem til en forklaring på fænomenet. De er overbevist om, at den energirige stråling stammer fra ni sorte huller, der sluger stof fra lige så mange stjerner.

Den gigantiske ring er resultatet af en kollision mellem to galakser, en spiralgalakse og en elliptisk galakse, for millioner af år siden. Den elliptiske galakse slap bedst fra sammenstødet, men der blev ikke meget tilbage af spiralgalaksen. Resultatet blev et område med høj gastæthed, hvor nye stjerner kunne dannes.

Et område, der udvider sig som en kolossal bølge af gas i universet, cirka 430 millioner lysår fra Jorden. Det synlige resultat af det kosmiske sammenstød er en blå ring af meget tunge, unge stjerner, der lever stærkt, men dør unge. Efter få millioner år eksploderer de som supernovaer og ender som neutronstjerner eller sorte huller.

En del af de sorte huller stammer fra stjerner i dobbeltsystemer. Stof fra den overlevende stjerne i dobbeltstjernesystemet bliver trukket ind i det sorte hul, og undervejs opvarmes det. Herved udsendes der kraftig stråling, ikke mindst røntgenstråling, og det er denne stråling, som Chandra har opfanget.

Der er intet andet end sorte huller, der kan forklare røntgenstrålingen, og billedet sandsynliggør således, at meget massive stjerner ender deres liv som sorte huller.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: