Døende stjerne får nyt liv

Første observation af en stjernes kortvarige genfødsel

1. september 2009

Normalt gennemløber stjerner deres udvikling meget langsomt. Der går milliarder af år, fra de fødes, til de dør. Men når nogle af stjernerne nærmer sig slutningen af deres livcyklus, sker der pludselig noget.

For nylig har astronomerne ved at studere stjernen Sakurai’s Object fået et enestående indblik i en stjernes korte, men særdeles dramatiske dødskamp. Fra at være en kold, næsten udbrændt såkaldt hvid dværgstjerne på størrelse med Jorden voksede stjernen i løbet af få år til gigantiske dimensioner – omkring 100 gange Solens størrelse.

Stjerner henter deres energi fra forbrænding af brint og helium. Når stjernen er tæt på at dø, afstødes hele den yderste skal og danner en såkaldt planetarisk tåge. De indre dele af stjernen trækker sig derimod sammen og bliver til en kompakt og lyssvag hvid dværg. I sådanne stjerner finder der normalt ikke kerneprocesser sted. Men nogle stjerner oplever altså en kort opblomstring.

Når stjernens indre trækker sig sammen, stiger temperaturen, og det kan i nogle tilfælde fremprovokere en kortvarig, men kraftfuld udladning af helium. De genopståede kerneprocesser frigiver energi, og stjernen vokser lynhurtigt, samtidig med at den afkøles. Resultatet er, at stjernen bliver genfødt som en enorm stjerne med en radius hele 10.000 gange større end før.

Men renæssancen er kortvarig. Stjernen lever kun mellem 10 og 1000 år som en genfødt kæmpe. Herefter vidner kun en hvid dværg og endnu en planetarisk tåge om stjernens kortvarige genfødsel.

Læs mere om hvordan stjerner opstår.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: