Er stjernerne virkelig talrige som strandens sandkorn?

Jeg har hørt, at der findes flere stjerner i universet, end der er sandkorn på alverdens strande. Kan det mon have sin rigtighed, og hvordan beregnes i givet fald antallet af stjerner?

1. september 2009

En gruppe astronomer fra Australian National University har i sommeren 2003 vurderet antallet af stjerner i universet til at være 70 trilliarder – det vil sige et syvtal efterfulgt af 22 nuller.

Astronomerne rettede nogle af verdens kraftigste teleskoper mod mindre områder af himlen, hvorefter de beregnede antallet af stjerner. De målte blandt andet lysintensiteten og sammenholdt den med universets samlede lysudstråling. Derefter var det blot et spørgsmål om at gange op.

Ifølge dr. Simon Driver, der var med til at lave undersøgelsen, kan det virkelige antal dog sagtens være større, da optællingen kun omfatter galakser, som er inden for rækkevidde af jordiske teleskoper. Dertil kommer, at universet ifølge de nyeste kosmologiske teorier er uendeligt, og dermed er der formentlig også uendeligt mange stjerner.

Læs mere om hvordan stjerner opstår.

Men lad os for en stund holde os til 70 trilliarder stjerner og sammenligne med antallet af sandkorn. Sandkorn kan være fra 0,125 til 0,5 millimeter i diameter. Hvis vi forudsætter en gennemsnitlig størrelse på 0,25 millimeter, vil der i en kubikmeter sand være 64 milliarder sandkorn.

Længden af verdens strande er svær at beregne, men et bud siger 1,5 millioner kilometer. Hvis hver strand i gennemsnit er 50 meter bred og er dækket af én meter sand, når vi frem til, at der på alverdens strande er 4,8 trilliarder sandkorn.

Summa summarum: Den er god nok – himlens stjerner er mere talrige end sandkornene på alverdens strande, omkring 15 gange så mange. Derimod skifter billedet, hvis vi tager ørkenerne med. Alene i Sahara er antallet af sandkorn beregnet til 1800 trilliarder!

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: