Krabbetågen
Krabbetågen

Når en en stjerne eksploderer i en supernova, efterlader den sig et spor af galaktisk støv.

© NASA

Jagten på supernovaer er skudt i gang – og astronomerne har brug for din hjælp

Astronomer bruger supernovaer til at udregne afstande i Universet. Men de har ikke nok af de eksploderende stjerner at måle ud fra, og derfor beder de nu dig om hjælp.

24. maj 2017 af Babak Arvanaghi

Når store stjerner dør, sker det med et voldsomt brag og et kraftigt lysglimt, som overstråler den galakse, stjernen bor i.

Den voldsomme type stjernedød – som vi kalder en supernova – efterlader sig en enorm mængde kosmisk støv og i visse tilfælde en såkaldt neutronstjerne eller et sort hul.

Ved at se på, hvor lang afstanden er til en supernova, og hvor meget Universet har udvidet sig siden lyset forlod den kraftige eksplosion, kan astronomerne bestemme, hvor hurtigt Universet udvider sig.

Deltag i jagten

Men det kræver, at astronomerne har et vist antal supernovaer at kigge efter.

Derfor har et forskerhold fra Australian National University bedt offentligheden om hjælp til at finde hidtil ukendte supernovaer.

Forskerne beder dig kigge en lang række billeder igennem, og hvis du støder på noget, der kan være en supernova, skal du markere dit fund. Forskerholdet gennemgår alle markeringer, og undersøger om der er tale om supernovaer.

På sitet skal du lede efter hvide pletter i teleskopbilleder af rummet. 

Få dit navn udødeliggjort

Du skal ikke bekymre dig om, hvorvidt du kan se om der er tale om en supernova eller ej. Inden du klikker dig igennem billederne får du en kort – og let forståelig – introduktion til, hvad du skal lede efter.

Forskerholdet håber, at de med offentlighedens hjælp kan reducere flere års arbejde til få minutter.

Hvis du skulle være så heldig at finde en supernova, vil du få offentliggjort dit navn, som en af fænomenets medfindere.

Du kan deltage i projektet her.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: