Kan vi kun se stjerner som pletter?

Kan man tage rigtige billeder af stjerner, eller bliver det bare til lyspletter?

1. september 2009

Kun i få specielle tilfælde kan man tage egentlige billeder af andre stjerner end Solen. Vanskelighederne skyldes, at afstandene er så enorme. Forestiller man sig Solen flyttet ud i samme afstand som den nærmeste stjerne, ville den få samme udstrækning som et knappenålshoved set i en afstand af 30 kilometer. Dertil kommer, at den bestandige turbulens i Jordens atmosfære vil få billedet til at stå og blafre over en vinkeludstrækning på nogle hundrede gange selve billedets udstrækning. Denne blafren er det, vi normalt ser som stjernernes tindren på en klar nat. Det problem undgår man naturligvis ved at bruge rumteleskoper som Hubble. Til gengæld er opløsningen ikke så god her. Fotografierne er typisk inddelt i billedelementer (pixels), der er flere gange større end en stjernes udstrækning. Det betyder, at alt stjernelyset vil findes i kun én pixel. Undtagelsen er de få stjerner, hvis ud-strækning er så stor, at deres lys træffer flere pixels. Et eksempel er Betelgeuze, der med en diameter på flere hundrede gange Solens og en afstand på “kun” 427 lysår kan frembringe et rimeligt billede.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: