Gamma star

Stjerne eksploderede i universets barndom

Astronomer har observeret et gammaglimt fra en eksploderende stjerne, der var blandt de første i universet.

27. februar 2012

Da universet blot var 520 millioner år gammelt, endte en enorm stjerne sine dage i en kraftig supernovaeksplosion. Stjernens indre blev forvandlet til et sort hul, som de yderste rester af stjernen hurtigt faldt i. I den forbindelse blev der udsendt kraftig stråling, blandt andet en kortvarig udladning af energirige gammastråler.

Det såkaldte gammaglimt varede kun i fem sekunder, men blev alligevel opfanget af NASA-teleskopet Swift. Ved at analysere gammaglimtets efterglød har astronomerne nu fundet ud af, at strålingen har rejst gennem rummet i 13,14 milliarder år.

Dermed er den eksploderende stjerne, som gammaglimtet stammer fra, det tidligste objekt, der hidtil er observeret. Stjernen må derfor have været blandt de første, der blev dannet i universet.

Da gammastrålerne blev udsendt, var universets størrelse kun en tiendedel af, hvad den er i dag. Eftersom universet hele tiden udvider sig, er gammaglimtet, der har fået betegnelsen GRB 090429B, også det fjerneste objekt, astronomerne endnu har opdaget.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: