Fremtidens teleskop er en tynd metalplade

1. september 2009

I 400 år har teleskoper med linser eller spejle været astronomernes vigtigste redskab. Men nu ser det ud til, at man i fremtiden kan konstruere langt lettere teleskoper baseret på et helt andet princip. Det nye teleskop består blot af en tynd metalplade med huller og udnytter et særligt aspekt ved lysets bølgenatur, der kaldes diffraktion, det vil sige, at lyset afbøjes, når det passerer kanten af et materiale. Hvis man fordeler hullerne i metalpladen på en bestemt måde, kan man sikre, at alle dele af lysstrålen efter at have passeret gennem hver sit hul bliver afbøjet, så de samles i et enkelt punkt. Dermed har man fokuseret lyset uden brug af hverken spejle eller linser. Det såkaldte Fresnel-teleskop vil være ideelt til brug i rummet, da en tynd metalfolie i en ramme vejer meget mindre end et traditionelt rumteleskop og derfor er billigere at sende på langfart. Det nye teleskop giver lige så god opløsning som et konventionelt teleskop af samme størrelse, selv om det kun opfanger ca. 10 pct . af lyset. Foreløbig har et fransk forskerhold ledet af Laurent Koechlin demonstreret princippet i laboratoriet, og planen er at bygge et lille jordbaseret Fresnel-teleskop inden for det næste år.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: