Hubble tager billeder af universets begyndelse

Rumteleskopet har set længere tilbage end nogen sinde før

1. september 2009

Hubble har taget det hidtil dybeste kig ud i universet. Rumteleskopet har over en periode på flere måneder tålmodigt indsamlet lys fra et bestemt og meget lille område på himlen i stjernebilledet Fornax syd for Orion. Resultatet er et billede, der viser universet, som det så ud, da det kun var mellem 400 og 800 millioner år gammelt – for næsten 13 milliarder år siden. Dengang var universet mellem otte og 13 gange mindre, end det er i dag. Overalt i dette unge univers er der enorme skyer af brint og helium, som endnu ikke har samlet sig til stjerner og galakser. Hist og her ses enorme eksplosioner, hvor de største blandt de første stjerner ender deres dage som supernovaer og siden falder sammen som sorte huller. Det forbløffende er, at der allerede på dette tidspunkt er dannet noget, der ligner små galakser. De er ikke så store eller velformede som de galakser, vi kender fra vore nære omgivelser. De ligner nærmest tændstikker eller haletudser. Men tætheden af galakser er stor. Der er cirka 10.000 galakser med på Hubbles dybdebillede. Og det selv om synsfeltet er umådeligt lille. Astronomerne beskriver det på den måde, at området svarer til det udsnit, man kan se af himlen, hvis man kigger gennem et to meter langt sugerør.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: