© NASA/JPL-Caltech

NASA afslører 10 nye planeter med mulighed for liv

Kepler-teleskopet har netop opdaget 219 planetkandidater, hvoraf 10 af dem kan have flydende vand og dermed liv.

23. juni 2017 af Nanna Vium

Rumteleskopet Kepler har opsnuset 10 nye planeter uden for vores Solsystem med potentiale for liv.

Det afslørede NASA under en pressekonference fra deres forskningscenter i Silicon Valley i begyndelsen af ugen.

Her præsenterede den amerikanske rumfartsorganisation offentligheden for Keplers imponerende fangst af i alt 219 himmelobjekter, der alle kandiderer til at være planeter.

Har afsløret flere tusinde planeter

10 af exoplaneterne er på størrelse med Jorden og kredser omkring deres stjerne i den såkaldt beboelige zone. Det betyder, at der kan eksistere vand i flydende form og dermed også liv.

Dermed har det hårdtarbejdende Kepler-teleskop nu har afsløret hele 4.034 mulige planeter i løbet af sin fire år lange jagt i rummet, hvoraf 50 af dem kan være beboelige.

De nye opdagelser er den største og mest detaljerede samling af exoplaneter, der er frigivet fra Kepler-teleskopet, forklarer forskerne bag offentliggørelsen.

Måler med ekstrem præcision

Se, hvordan planeten påvirker stjernens lys i videoen her. 

Planeterne er opdaget med den såkaldte transit-metode, hvor Kepler-teleskopet måler værtsstjernens lyskurve.

Når en planet, der har bane omkring stjernen, bevæger sig ind foran, formørkes lyset en smule, og det kan blandt andet bruges til at udregne planetens størrelse og kredsløb.

Kepler-teleskopet er særligt udviklet til at måle formørkelsen med en ekstrem præcision og kan måle lysændringer på kun 20 milliontedele.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: