Nyt teleskop leverer unikke billeder

Infrarødt øje ser gennem gas og støv

1. september 2009

NASA´s nye infrarøde rumteleskop, Spitzer, er kommet godt på plads i sin bane om Solen og er begyndt at sende billeder hjem. Billederne vækker stor opsigt blandt astronomer, for de viser et univers, som vi ikke kan se med det blotte øje. Infrarødt lys er det samme som varmestråling – det strømmer ud fra objekter med temperaturer fra det absolutte nulpunkt på ÷273 grader til +1000 grader C. Varmestråling udsendes fra et væld af astronomiske objekter som fx planeter og stjernetåger. Blandt Spitzers første fotografier findes et enestående snapshot af kæmpegalaksen M81, der er 12 mio. lysår borte. Billedet af-slører støvskyer, hvor der dannes nye stjerner, og for første gang kan man kigge ind i støvskyerne og se, præcis hvor stjernerne dannes. Men ikke nok med det. Teleskopet har også været rettet mod Elefantsnabeltågen, der er ved at gå i opløsning 2450 lysår herfra. Tågen bliver ganske enkelt revet itu af et voldsomt strålingstryk fra nye stjerner. Men den nok mest interessante opdagelse er eksistensen af organiske molekyler i en galakse mere end tre milliarder lysår borte. Det har fået forskerne til at konkludere, at sådanne molekyler kan eksistere andre steder. Og da organiske molekyler er basis for liv, giver det håb om, at der findes liv andre steder.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: