© NASA

Universets lange dødskamp

Jorden ender sine dage, når Solen svulmer op og fortærer den i en bølge af radioaktiv plasma. Planeternes dødsdans er bare et skridt på vej mod universets endeligt. Om alt udslettes i et brag eller et suk, er uvist, men ifølge beregninger sker det om 1,7 x 10^106 år – eller 17 efterfulgt af 105 nuller år.

23. november 2017 af Henrik Prætorius

 

OM 800 MIO. ÅR – Jordens liv bliver kvalt og stegt

Solen er Jordens værste fjende. Vores stjernes forbrænding øges langsomt over de næste hundrede mio. år, så Jorden ender som en bøf på en stegepande, hvor blusset langsomt skrues op.

Livet vil sandsynligvis uddø trinvist over nogle hundrede mio. år. De mest avancerede beregninger viser, at temperaturerne på Jorden allerede om 600 mio. år truer større dyr. Om 800 mio. år vil mikrober uddø. 

Årsagen er ikke kun Solens varme, men også at kuldioxiden i atmosfæren forsvinder. Det sker, fordi CO2 fjernes hurtigere fra atmosfæren, end det tilføres af vulkaner. Uden CO2 kan alger og planter ikke overleve. Med tiden vil næsten alt CO2 være bundet i bjerge, og alle planter være døde.

 

OM 3,75 MIA. ÅR – MÆLKEVEJEN SLUGES AF GLUBSK NABO

Vores galaktiske hjem sluges af naboen Andromeda om 3,75 milliarder år. De to galakser er allerede nu på kollisionskurs og nærmer sig hinanden med knap 200 km/s. 

GÅ PÅ OPDAGELSE I UNIVERSET med et abonnement på Illustreret Videnskab

Andromeda vil med sine ca. en billion stjerner opsluge Mælkevejens ca. 300 milliarder stjerner. I processen støder stjernerne og planeterne dog næppe sammen, men får blot en ny kosmisk adresse. Vores solsystem ender fx tre gange længere væk fra galaksens centrum end i dag.

 

OM 100 MIA. ÅR – Mørkt energi trækker galakser væk fra hinanden

Om 100 milliarder år vil de fleste andre galakser end vores egen være forsvundet ud af syne. Et teleskop, som kigger ud forbi vores galaksehop på det tidspunkt, vil ikke se andet end totalt mørke.

Fænomenet skyldes den mystiske mørke energi, som får universet til at udvide sig hurtigere og hurtigere. Universets voldsomme acceleration betyder, at afstandene til galakser, som ligger fjernt fra vores egen, på et tidspunkt forøges hurtigere end lysets hastighed. 

Når det sker, kan lyset fra disse galakser ikke længere nå frem til os, og vi kan ikke længere se fjerne steder i verdensrummet.

Udvidelsen kan imidlertid ikke rive helt nære galakser ud over den såkaldte visuelle horisont, hvor lyset forsvinder. De nære galakser bliver holdt på plads og trækkes ind mod hinanden af tyngdekraften, som er stærkest over relativt korte afstande.

 

OM 1.000.000 MIA. ÅR – Planeterne bliver hjemløse

To stjerner i en galakse, som kommer tæt på hinanden, mærker ikke trækket fra den anden nævneværdigt. Men stjernernes planeter er så lette i forhold til stjernerne, at de trækkes ud af kurs under det kosmiske stævnemøde. 

Rejs med ESO og Illustreret Videnskab til Chile og oplev en total solformørkelse

En forbipasserende stjerne kan faktisk få en planet til at slingre i en sådan grad, at kloden rives bort fra sin stjerne og kastes ud i rummets ensomhed.

Forskerne har regnet ud, at alle planeter slynges væk hvert 30 billionte år. Det betyder, at alle planeter statistisk set vil være hjemløse om 1.000.000 mia. år.

 

OM EN TRILLION TRILLIARD ÅR – Stof ender som lys eller jern

Når alle stjernernes energi er opbrugt, vil stoffet enten blive til lys eller til jern, forudsiger fysikerne. Udfaldet afhænger af, om protonen – grundbestanddelen i alle atomkerner – henfalder eller ej. 

En partikel, der henfalder, går i opløsning og bliver til lettere partikler. Vor tids fysikteori, standardmodellen, forudsiger, at protonen ikke kan henfalde. 

Hvis standardmodellen holder, vil alle atomer ende som jern, som har universets mest stabile atomkerne. Men hvis protonerne henfalder, ender alt som lys.

 

OM OVER EN DECILLION ÅR – Sorte huller fordamper

Kanten af et sort hul – den såkaldte begivenhedshorisont – er en ubrydelig fælde. Når noget først er fanget i et sort hul, kan det ikke bryde ud igen. End ikke lys undslipper. 

Sådan lød teorien – lige indtil den britiske fysiker Stephen Hawking udtænkte teorien om Hawkingstråling: På kanten af det sorte hul opstår en konstant strøm af partikler og antipartikler. Positive partikler skydes væk som stråling, men de negative antipartiklerne suges ned i det sorte hul. 

Og eftersom disse partikler har en negativ masse, bliver det sorte hul hele tiden en lille smule mindre. Over lang tid betyder det, at det sorte hul fuldstændig går i opløsning – det “fordamper”.

5 TEORIER FOR UNIVERSETS SIDSTE TIMER

  1. BIG CRUNCH: Ifølge denne teori for, hvordan universet ender sine dage, vil tyngdekraften stoppe universets udvidelse, så stoffet trækkes sammen igen på et tidspunkt. Alt ender derfor i et knasende sammenstød, altså et omvendt big bang.

  2. BIG SLURP: Hvis det viser sig, at det tomme rum er ustabilt og ændrer tilstandsform, vil hele rummet formentlig falde sammen med lysets hastighed. Det trækker sig altså ikke sammen ligesom under big crunch, men kollapser.

  3. BIG BOUNCE: Kaldes også det oscillerende univers. Hvis kosmos ender med at trække sig sammen i big crunch, regner nogle fysikere med, at et nyt big bang opstår efterfølgende. I så fald er universet cyklisk og vil dø og genopstå igen og igen.

  4. BIG RIP: Denne teori bygger på, at universet bliver ved med at udvide sig med accelererende hastighed. Til sidst vil udvidelsen være så voldsom, at galakser og solsystemer rives fra hinanden. Kort før alt slutter, vil atomer blive flået i stykker.

  5. BIG FREEZE: Kaldes også kuldedøden. Ifølge denne teori dør universet en isnende og stille død. Hvis universet udvider sig uendeligt, vil det køle ned til det absolutte nulpunkt, dvs. -273,15° celsius. Her står alting stille, og alle processer går i stå.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: