3 myter om dyr

1. Opossummer hænger og sover i halen

Da den engelske opdagelsesrejsende John Smith (der mest er kendt for sit forhold til indianerprinsessen Pocahontas) vendte hjem fra sit første ophold i Den Nye Verden i begyndelsen af 1600-tallet, fortalte han om et mærkeligt dyr, der havde et hoved som et svin og en hale som en rotte. De lokale Algonquin indianere kaldte det for apasum, der betyder hvidhoved, men for John Smith lød det som opossum, og det har dyret heddet lige siden.

Smith fortalte mange historier om opossummer og deres mærkelige egenskaber. Han kunne berette om deres indædte grådighed, deres mærkelige evne til at spille døde, og så var de efter sigende i stand til at sove hængende i halen fra træernes grene.

Veludviklede gribehaler

Siden John Smiths første beretninger har mange mennesker studeret opossummernes liv og levned, og historien om deres mærkelige sovevaner er blevet genfortalt den ene gang efter den anden. Sovende opossummer der hænger i halen, er blevet tegnet og malet i gamle dyrebøger, og de er endda også endt som tegneseriefigurer, men der er stadig ingen, som rent faktisk har set dem gøre det. Og det skyldes formentlig det ganske enkle faktum, at de aldrig kunne finde på at hænge i halen.

Når man ser opossummer klatre rundt i træerne, er det tydeligt, at de har en veludviklet gribehale. Spidsen af halen er altid snoet om en gren, og den søger og finder hele tiden nye steder at holde fast, når opossummen snuser rundt efter føde. Ungerne, der i den første periode af deres liv bliver transporteret rundt på ryggen af voksen, kan finde på at sno deres egne små gribehaler om hinanden eller om den voksnes hale, hvis der er en mulighed for det.

Sover i træstammer

Langt de fleste af datidens tegnere så formentlig aldrig de dyr de arbejdede med i levende live, så de måtte bruge beskrivelser som John Smiths historie, når de lavede deres ting, og på den måde kom de til at holde en fejlagtig myte i live. Når opossummer skal sove finder de sig en hul træstamme, eller hul i jorden eller et lignende sted, og så vikler de ikke halen om noget som helst.

2. Pingviner falder omkuld, når de ser en flyvemaskine

Af og til bringer aviser, der mangler noget til at fylde siderne ud med, artikler om det såkaldte Faldende–Pingvin-Syndrom. Fænomenet skyldes den stærkt forøgede lufttrafik i mange af de områder, hvor der yngler pingviner. Der sker ganske enkelt det, at hvis en flyver passerer tæt henover en pingvinkoloni, følger alle fuglene den med øjnene, indtil de falder bagover. En pingvin kan ikke rejse sig fra denne stilling, og på den måde kan en enkelt uforsigtig pilot udrydde en hel pingvinkoloni.

Pingvin-strike

Historien blev første gang omtalt i 1985, og siden midten af 1990’erne har den været en fast del af internettets bestand af sære historier. Efter sigende opstod fænomenet under Falklandskrigen i begyndelsen af 1980’erne. Engelske piloter der kedede sig, opdagede at fuglene i de pingvinkolonier de passerede over, fulgte dem med øjnene, når de fløj over, og i et forsøg på et få lidt spænding i dagligdagen begyndte de at flyve frem og tilbage over kolonien indtil alle fuglene væltede som keglerne på en bowlingbane – et pingvin strike, blev det efter sigende kaldt blandt piloterne.

Vandrehistorie

Hvis man forsøger at finde helt konkrete eksempler på faldende pingviner kommer man til kort. Sporene løber altid ud i sandet. Mange personer kender til fænomenet, men de har altid hørt det fra andre. Det er alt sammen klassiske symptomer på en vandrehistorie.

I 2000 havde sagen dog vakt så stor interesse, at da British Antarctic Survey skulle gennemføre en ekspedition til det arktiske område ombord på HMS Endeavour, lovede forskerne at studere fænomenet, selvom de allerede på det tidspunkt var sikre på, at der ikke var noget at komme efter. Det viste sig da også hurtigt, at pingviner absolut ikke bryder sig om at kigge på fly. Hvis en maskine nærmer sig følger de den ikke med øjnene, men sænker hovedet og prøver efter bedste evne at komme væk fra støjen.

3. Hvis man klipper knurhårene af en kat, kan den ikke holde balancen

I løbet af de sidste 30-40 år er der opstået en myte om, at kattes knurhår spiller en afgørende rolle for deres velbefindende, og at dyrene mister orienteringen, ikke kan holde balancen, og ganske enkelt bliver syge, hvis knurhårene klippes af. Fra England er der endda eksempler på, at folk er blevet anklaget for dyremishandling fordi deres børn i kådhed eller leg har klippet en kats knurhår eller øjenbryn af. Det er i den forbindelse blevet fremført, at knurhårene er fyldt med nerver, og at det derfor må have været meget smertefuldt for dyrene at miste dem.

Knurhår er bare hår

Historien om knurhårene er et godt eksempel på en myte, der for det første ikke har ret meget med virkeligheden at gøre, og for det andet vokser hele tiden, fordi ingen giver sig tid til at dobbelttjekke den. Først og fremmest er det vigtigt at understrege, at knurhår godt nok er følsomme, men det er fordi de sidder fast i et område med mange nerveceller. I sig selv er de ikke spor anderledes and andre hår. De er lidt længere og stivere end hårene i kattens pels, mens de består af det samme døde stof – keratin. Der er ingen nerver i dem, og de kan ikke mærke om de bliver klippet eller måske endda brændt af.

Knurhårene spiller en stor rolle for kattens orientering. De rækker typisk lige så langt ud til siderne som kattens krop er bred, og det betyder for eksempel, at en kat bare ved at stikke snuden ind i et hul kan mærke, om resten af den også kan komme igennem. Knurhårene er også følsomme nok til at kunne opfatte luftstrømninger omkring forhindringer, og dermed hjælpe katten til at finde vej i meget tæt mørke. Nogle mener at knurhårene også hjælper en kat til at bedømme afstande ved spring og i forhold til et byttedyr.

Slidte knurhår bliver erstattet

En ting er dog helt sikker. Kattes balance varetages af balanceorganerne i det inde øre. De er på ingen måde forbundet med knurhårene, så en kat uden knurhår kan sagtens holde balancen. Knurhårene er i øvrigt heller ikke uerstattelige. Slidte knurhår falder ud med jævne mellemrum, og bliver skiftet ud med nye, der vokser frem lige så let og hurtigt som alle andre hår.