5 ting der gør livet svært for pandaen
Pandaen har netop smidt titlen som “truet dyreart” pga. et intensivt beskyttelsesprogram. Pandaen formår ellers at give sig selv svære betingelser for at overleve ved fx at være en atletisk katastrofe og seksuelt inaktiv.
Dyrevenner over hele verden jublede, da pandaen den 4. september skiftede status fra at være en “truet” til en “sårbar” dyreart.
Kæmpepandaen, der er selveste symbolet på bevarelse af dyreliv, beviser nu selv, hvordan en storstilet indsats for truede dyrearter kan give pote.
Bestanden af de sort-hvide bjørne er over ti år steget med 17%, og en optælling af bestanden i 2014 viste, at der var 1850 vildtlevende pandaer i Kina.
Men det forvoksede sovedyr har på visse punkter også gjort det svært for sig selv at overleve og forplante sig.
1. Æder som et tærskeværk
Ernæringsmæssigt er pandaen uheldigt skruet sammen. Omkring 99% af deres kost består af bambusblade og –skud, hvilket havde været fint, hvis de var konstruerede til at spise planter.
Det er de imidlertidigt ikke. Deres fordøjelsessystem svarer til et kødædende dyrs, og de får kun glæde af mellem 20 og 30% af bambusplantens egentlige næring – hvor andre planteædere kan optage helt op til 80% af planter næring.
Derfor bliver de nødt til at indtage føde i enorme mængder. De spiser op til 20 kg bambus om dagen og bruger ca. 16 timer af døgnet på det store måltid.
2. Forplantningsevnen er knastør
Hunpandaen er mildest talt ikke særlig promiskuøs. Hunnen har kun ægløsning en gang om året, og hun er i den forbindelse kun frugtbar i to til tre dage.
Kæmpepandaer i fangenskab mister ofte helt lysten til at parre sig. Derfor må zoologiske haver verden over ty til kunstig befrugtning, hvis de ønsker flere pandaer.
3. Avler hjælpeløse skravl
Hvis det endelig lykkes for pandaerne at ramme hunnernes smalle parringsvindue, er det nogle hjælpeløse unger, der kommer ud af det – og som regel kun én unge pr. kuld.
For det første er de blinde, og så vejer de kun 140 gram ved fødslen. Det gør hunnen 900 gange større end ungen, hvilket svarer til, at menneskemødre skulle veje godt 3 tons.
Ungerne er afhængige af moren, indtil de er 18 måneder gamle.
4. Er atletiske katastrofer
Pandaer kan godt betegnes som at være lidt tunge bagi. Bjørnen kan rejse sig på bagbenene – men kun i ganske kort tid af gangen. Den vejer kun 90 til 135 kg, men dens knogler er mere end dobbelt så tunge som dyr i samme størrelser.
Den er heller ingen født løber. Pandaens hurtigste gear er et langsomt trav, hvilket ikke er imponerende, når man sammenligner dem med den sorte bjørn, som kan løbe knap 60 km/t.
5. Husker ikke fra næse til mund
Pandaens hukommelsesevne er også en udfordring. Dyrene husker ikke visuelle indtryk som fx en bestemt sten eller et særligt træ. Til gengæld er de afhængige af deres rumlige hukommelse.
Den finder udelukkende frem til fx spisesteder vha. geografiske fixpunkter. Så når de går rundt i skoven kan de ikke genkende bambusplanter og koble dem til føde uden for deres sædvanlige spisested. De er som en slags GPS, der er forudindstillet til et bestemt mål og ikke ser og genkender nogen ting på vejen derhen.
Derfor bliver dyrene ganske udfordret, hvis fx dens spisested bliver flyttet eller ændret. Så har den svært ved at finde frem til et nyt spisekammer.