“Digitale teknologier gør det muligt at lytte indgående til naturen og dyrelivet, hvilket kan være med til at genoplive vores bånd til naturen,” skriver Karen Bakker.
At lytte til naturen kræver imidlertid ressourcer og et væld af specialfremstillede mikrofoner placeret så eksotiske steder som i regnskoven og på havets bund.
Mængden af data gør forskellen
Når forskere inden for bio- og økoakustik i dag placerer mikrofoner og andre elektroniske enheder, som kan lagre naturens lyde, foregår det i en skala så stor, at det ikke ville kunne håndteres manuelt.
For at kunne bruge lydene til at kommunikere med dyr, omdannes optagelserne til kunstig intelligens, som gør det muligt at finde mønstre i deres lyde og analysere på den omfattende data.
“Det kan en dag vise sig at blive en zoologisk udgave af Google Translate,” siger hun.
Selvom kommunikationen mellem mennesker og dyr stadig befinder sig på et tidligt stadie, så kan databaser over eksempelvis hvaler, der synger og dansende honningbier ifølge Karen Bakker kommer til at spille en afgørende rolle på området.
Skulle det blive en realitet, er det altafgørende at forvalte teknologien med omhu, påpeger hun.
Velsignelse eller forbandelse
Det kan lyde fascinerende og ufarligt styrke kommunikationen mellem dyr og mennesker, men helt så enkelt er det ikke.
Der er nemlig flere etiske overvejelser at gøre sig, når først robotter med kunstig intelligens begynder at kommunikere med dyrene.
»Det er vigtigt at have for øje, at teknologien både kan bruges til at skabe en dybere forståelse for vores slægtskab med dyrene, men også at den kan gøre os i stand til at dominere og manipulere vilde dyr i et hidtil uset omfang,« skriver Karen Bakker afslutningsvis.