Æder krokodillen sine unger?
Krokodillen er kendt som et blodtørstigt rovdyr, og jeg har hørt, at den endda kan finde på at spise sine egne unger. Er det rigtigt?

Stik imod sit bloddryppende rygte er krokodillen faktisk en omsorgsfuld mor, som forsvarer sine æg og unger med stor energi. Når en krokodillehun skal lægge æg, bygger hun først en rede eller graver et hul til æggene. Æggene dækkes med jord og plantedele. Hunnen ruger ikke selv på æggene, men lader solen og varmen fra de rådnende plantedele om at klare udrugningen. Når ungerne er færdigudviklede – og det kan tage adskillige uger alt efter arten og temperaturen – begynder de at pippe højlydt inde i æggene. Deres pippen, der kan høres op til 15 meter fra reden, tilkalder straks moderen, som begynder at grave de endnu uudklækkede æg ud af reden. Nogle gange samler hun æggene op i munden og bider dem forsigtigt i stykker, så ungerne nemmere kan komme ud. Når ungerne har banet sig vej ud gennem æggeskallen, samler hun dem varsomt op og bærer dem ud i det nærmeste vand. I de næste dage vil ungerne stadig udstøde deres karakteristiske pip med jævne mellemrum, og i den periode vogter moderen dem omhyggeligt. Men så sker en drastisk ændring i dyrenes adfærd. Ungerne pipper ikke så ofte, og nu begynder moderen at ignorere dem. I denne periode spredes ungerne som regel væk fra det område, de blev klækket i. Og godt det samme, for fra nu af vil moderen udelukkende opfatte dem som lettilgængelige måltider. Moderkærligheden bliver først vakt igen, når næste hold unger kommer ud af æggene.