Alt for ungerne

Enhver forælder ved, at børn kræver ofre. De skal plejes, beskyttes og fodres. Men dyrene har det om muligt endnu værre. Her må nogle forældre undvære søvn i ugevis, mens andre giver det ultimative offer for den næste generation.

Enhver forælder ved, at børn kræver ofre. De skal plejes, beskyttes og fodres. Men dyrene har det om muligt endnu værre. Her må nogle forældre undvære søvn i ugevis, mens andre giver det ultimative offer for den næste generation.

Doug Perrine/SeaPics.com

Yngelpleje

Mens nogle dyr forlader æg og unger og blot håber, enkelte vil overleve, tager andre pusleriet til ekstreme niveauer.

Afkom kravler ud af mors ryg

Når ungerne forlader mor, er ny ryghud vokset frem, og den gamle falder af.

© Nature’s Images

Den store, fladtrykte pipatudse lever i vandhuller i de tropiske dele af Sydamerika. Efter parring klistrer hunnen sine æg fast på ryggen i tætte rækker, så det ser ud, som om hun bærer et lag af mosaiksten.

Derefter svulmer ryghuden op og omslutter æggene på alle sider. Til sidst dannes et lille, gennemsigtigt låg hen over hvert æg, så det ligger beskyttet i sit eget lille akvarium.

De små tudser gennemløber hele deres udvikling fra æg over haletudser til færdige tudser inde i hunnens ryg. Når de er færdigudviklede, løsnes låget til hvert enkelt rum, og ungerne kæmper sig ud.

VIDEO: Se frøerne kravle ud i det fri:

Far knokler for udrugningen

Malleehønen har udviklet en af de mest komplicerede og arbejdskrævende måder at udruge æg på. Enorme rugehøje af sand, jord og plantedele med en omkreds på 22 meter bliver anlagt.

Hunnen lægger sine æg i fordybninger i højen, og derefter bliver de udruget af varmen fra de forrådnede plantedele.

Hannen øger redens temperatur ved at dynge mere sand på højen.

© D. Watts /Nature PL

Rugehøjen bygges og passes i vid udstrækning af hannen, som knokler i døgndrift otte-ti måneder om året.

Når æggene er lagt, hjælper temperaturfølsomme celler omkring næbbet ham med at registrere, om æggene har det for varmt eller for koldt, og han derfor skal fjerne sand eller dynge mere på.

Gevinsten ved det enorme slid er, at ungerne er beskyttet under udrugningen og stort set kan klare sig selv, når de klækkes.

Babyhvaler inddrager mors og fars nattesøvn

Nybagte menneskeforældre sover ofte kun tre-fire timer hver nat. Det er dog ren luksus i forhold til spækhuggerne.

© Hiroya Minakuchi/Minden Pictures

Alle menneskeforældre ved, at småbørn er en hård belastning for nattesøvnen. Faktisk anslås det, at forældrene skylder 1000 timer i søvnbanken, når barnet fylder to år.

Vi skal dog ikke klage. Ungerne af spækhuggere og øresvin sover nemlig overhovedet ikke den første måned af deres liv, og eftersom de endnu ikke er i stand til at klare sig selv, er deres forældre også nødt til at være vågne – hele tiden.

For at kunne trække vejret og samtidig holde øje med fjender kan spækhuggere ikke tillade sig at falde i en dyb søvn. I stedet cirkler de rundt og hviler en hjernehalvdel og et øje ad gangen.

© claus lunau

  1. I vågen tilstand er aktiviteten høj i hele hjernen.
© claus lunau

  1. Når hvalen skal sove, stopper aktiviteten i højre hjernehalvdel, og venstre øje lukkes.
© claus lunau

  1. Efter to timer vågner højre hjernehalvdel, hvorefter venstre hjernehalvdel og højre øje hviles.

Fænomenet er endnu ikke fuldt forstået. Biologerne regner normalt med, at dyreunger skal bruge store mængder hvile i den første tid for at kunne starte deres forskellige udviklings- og vækstprocesser på den rigtige måde.

Hvaler er i det hele taget ret specielle, når det gælder søvn. De sover nemlig aldrig helt. Det skyldes blandt andet, at deres vejrtrækning er en bevidst handling og ikke foregår automatisk som hos andre dyr. Når delfiner og spækhuggere sover, skiftes de to hjernehalvdele derfor til at hvile sig.

Kiwien vralter rundt med kæmpeæg i bugen

Den newzealandske kiwifugl lægger kun ét æg ad gangen. Til gengæld ofrer forældrene enorme mængder tid og kræfter på det.

Ægget kan veje helt op til 1/4 af hunnens vægt og fylder så meget, at alle hendes organer bliver presset fuldstændigt sammen øverst i bughulen.

Kiwiægget fylder næsten hele bughulen og hæmmer både morens mobilitet og appetit.

© Te Papa Museum, Wellington

Hun kan stort set ikke spise, og de sidste dage, inden ægget lægges, kan hun dårligt gå og bruger tiden på at køle bugen i en vandpyt.

Efter æglægningen har hunnen brug for at komme sig, så rugeperioden på helt op til tre måneder bliver overladt til hannen.

Belønningen for forældrenes hårde slid er, at ungen er meget veludviklet, når den kommer ud af ægget, og stort set kan klare sig selv.

Børnepasning tager livet af mor

Den ottearmede stillehavskæmpeblæksprutte lever et kort og hektisk liv.

Selvom den kan nå en vægt på over 50 kg og et armspænd på otte-ni meter, bliver den sjældent mere end fire år gammel.

Hannens liv ender kort efter parringen, mens hunnen stadig har en sidste pligt at udføre.

Mor passer sine æg i op til otte måneder, indtil hun sulter ihjel.

© Fred Bavendam/Minden

Først finder hun en hule, hvor hun lægger helt op til 100.000 æg, og herefter bruger hun al sin tid på at vifte friskt iltrigt vand hen over æggene.

Forsøg har vist, at uden blækspruttens omhyggelige pasning bliver stort set ingen af æggene klækket.

Men det har sin pris. Hunnen kan ikke forlade sin post på noget tidspunkt og dør afkræftet af sult.

Fodring

Nyfødte dyreunger har som regel en glubende appetit, og at give sit afkom mad kan være en altopofrende opgave.

Tykke mødre giver sunde unger

Hunner blandt havpattedyrene tager flere hundrede kg på inden parring. Den ekstra vægt gør det muligt at pumpe fed mælk ud til ungen, uden at mor selv behøver at spise.

Inden han bliver kønsmoden som seks-otteårig skal en hvalros-tyr nå at tage op til 1500 kg på.

© Nature Prod. /Nature PL

Det kræver meget af en mor, der skal amme sine unger. Ikke alene skal hun have næring nok til sig selv – hun skal også kunne danne mælk nok til ungerne.

Og hvis det drejer sig om havpattedyr, skal hun producere mælk i enorme mængder. Ungerne skal så hurtigt som muligt danne et tykt spæklag, så de kan holde varmen i det kolde vand.

Som regel er ungerne tilmed så hjælpeløse, at de voksne ikke kan forlade dem i den periode, hvor de vokser op.

Forældrene har ikke tid til at finde føde, og derfor må de i perioden op til ungens fødsel sørge for at spise sig så tykke og fede, at de om nødvendigt kan klare sig uden at spise i månedsvis.

Isbjørnehunner skal for eksempel helst tage 100-200 kg på, før de overhovedet overvejer at parre sig.

© Shutterstock

Havpattedyr har fed mælk

  • Hest: 2,2 % fedt 2,0 % protein

  • Ko: 3,4 % fedt 3,3 % protein

  • Menneske: 4,0 % fedt 1,5 % protein

  • Ged: 4,8 % fedt 4,8 % protein

  • Svin: 5,0 % fedt 3,7 % protein

  • Hund: 9,3 % fedt 9,7 % protein

  • Rensdyr: 17,1 % fedt 10,9 % protein

  • Hvalros: 30,0 % fedt 10,0 % protein

  • Blåhval: 38,1 % fedt 12,8 % protein

  • Grønlandssæl: 42,8 % fedt 12,0 % protein

Søelefanter skal også helst lægge en 300-400 kg fedt på sidebenene, før ungerne kommer, mens store hvaler tager flere tons på for at kunne give deres unger over hundrede liter mælk om dagen.

Havpattedyrenes mælk er typisk meget fed, da ungerne skal vokse så hurtigt som muligt. En fedtprocent på 30 får fx hvalrossens unge til at tage op til et kg på om dagen.

En nyfødt hvalros vejer 45-75 kg, men efter et år med mors mælk er vægten steget til ca. 400 kg.

Diskosfisk ammer afkom med hele kroppen

Diskosfiskens unger lever i de første to-tre uger udelukkende af et nærende slimlag, som begge forældre udskiller.

© Getty Images

De tropiske diskosfisk, der er populære i akvarier, er blandt de få fiskearter, som aktivt fodrer deres afkom. Fodringen sker ikke, ved at forældrene fanger byttedyr og giver dem til ungerne.

I stedet udskiller de et næringsrigt slimlag over hele kroppen, som ungerne gnaver i sig. Selvom det ikke er mælk, de udskiller, kan man med en vis ret sige, at de voksne fisk ammer deres unger.

Undersøgelser af slimen har vist, at dens næringsmæssige og immunologiske sammensætning ændrer sig, i takt med at ungerne bliver større.

Ungerne gnaver af de voksnes slimlag i to-tre uger, men derefter begynder de voksne at trække sig tilbage fra ungerne, og i den fjerde uge stikker de aktivt af, så ungerne bliver vænnet fra amningen og selv må til at søge føde.

Sylespidse babytænder gnaver i mors skind

Ormepadden er i familie med frøer og tudser, men minder mest om en orm.

© H. Jeffkins/Nature PL

Hvad gør en mor, der ikke kan forlade sine unger for at søge føde til dem, og som heller ikke kan danne mælk, de kan leve af? Hun lader ungerne spise af sig.

Den teknik benyttes af en række ormepadder – medlemmer af den mest usædvanlige gruppe af amfibier. Ormepaddernes unger lever i begyndelsen af de voksnes skind.

Nogle arter lader ungerne æde afkastede strimler af skindet, mens andre udvikler et særligt tykt skindlag i forbindelse med børnepasningen.

Ungerne er samtidig udstyret med meget skarpe tænder, som er velegnede til at løsne hudflager. Når ungerne er store nok til selv at søge føde, taber de gnavetænderne, og forældrene får tid til at hele deres skrammede krop.

Edderkopper fremprovokerer ungernes jagtinstinkt

Edderkoppemødre fremprovokerer ungernes jagtinstinkt ved at lave vibrationer i spindet. Bevægelserne får ungerne til at gå amok.

© PREMAPHOTOS/Nature PL

En række insekter og edderkopper bringer det ultimative offer for den næste generation. De finder en beskyttet hule eller et hulrum i et gammelt træ, hvor de kan lægge deres æg og sikre dem mod rovdyr.

Samtidig sørger de for, at ungerne kan få mad, når de kommer ud af æggene. Moren dør lige omkring det tidspunkt, så ungerne kan begynde tilværelsen med et stort og nærende måltid.

Andre arter er stadig levende, mens ungerne går til angreb, og er på den måde selv med til at fremprovokere deres rovdyradfærd.

Beskyttelse

Hvis det lykkes at få klækket og fodret ungerne, er arbejdet på ingen måde slut. De hjælpeløse stakler skal også forsvares.

Munden er fuld af unger

Nogle fisk passer deres unger med stor omhu – i særdeleshed de forskellige arter af mundrugere. Betegnelsen dækker en række arter, som har udviklet teknikken uafhængigt af hinanden.

Når hunnens æg er blevet befrugtet, fylder hannen sin mund med æggene og svømmer rundt med dem, indtil de klækkes.

Gul kæbefisk er blandt de arter, som lader ungerne søge tilflugt i gabet.

© Doug Perrine/SeaPics.com

På den måde er æggene godt beskyttet, men hannen må til gengæld lade være med at spise.

Nogle arter tager teknikken et skridt videre og passer de unge fisk på samme måde, så de kan søge tilflugt i fars mund, hvis de føler sig truet.

Den udvidede beskyttelse forlænger hannens fasteperiode, men sikrer, at flest mulige unger overlever den første forsvarsløse periode.

Forsvaret har dog sprækker, idet hanfisken kan komme til at sluge nogle af sine unger – specielt hvis en attraktiv, parringsvillig hun passerer forbi.

Havternen styrtbomber alt og alle

Med 40 - 50 km/t hakker ternen ud efter rovdyr, der nærmer sig kolonien.

© Ole Jorgen Liodden/Nature PL

Havterner yngler i store kolonier på den nordlige halvkugle. De bygger ikke nogen rede, men lægger blot deres æg og passer deres unger direkte på jorden.

Umiddelbart virker det som en risikabel strategi. Men havterner er frygtløse, og de voksne fugle arbejder tæt sammen om at holde uvedkommende på afstand.

Hvis et dyr nærmer sig kolonien, går de voksne fugle på vingerne og angriber indtrængeren, uanset om det er en ræv eller en moskusokse, i hurtige og voldsomme styrtdyk.

Havterner er fremragende flyvere og dykker med stor præcision tæt forbi fjendens hoved.

Hvis ikke det får rovdyret til at tage flugten, kan ternerne også hakke ud efter truslen, og selv store dyr kan mærke et ternehak, som leveres med 40-50 km/t.

Pungmejsens rede har hemmeligt rum

Den snedige pungmejse beskytter sine unger mod rovdyr ved at flette en rede med et hemmeligt kammer.

© Des & Jen Bartlett/National Geographic Coll.

De afrikanske pungmejser bygger en stor, dråbeformet, hængende rede, der flettes sammen af lange strimler af græs.

Reden har en tydelig åbning på siden, der fører ind til et stort, rummeligt kammer med flettet bund. Det er bare ikke her, ungerne er.

Både indgangen og kammeret er bygget for at narre rovdyr til at tro, reden er tom. Det rigtige redekammer ligger nedenunder og har en camoufleret indgang.

Den lukkes med en slags velcrolynlås af edderkoppespind, som forældrene er meget omhyggelige med at lukke, hver gang de passerer igennem.

Den dobbeltvæggede rede har et falsk og et ægte redekammer. Vævningen er så tæt, at selv aber har svært ved at flå den i stykker.

© Claus Lunau

Slanger og rovfugle bliver tiltrukket af det falske redekammers meget tydelige åbning. Kammeret ender dog blindt og er tomt, hvilket får rovdyret til hurtigt at miste interessen.

© Claus Lunau

Når forældrene skal ind til deres æg og unger, benytter de den hemmelige indgang, der er blød og falder sammen, når forældrene har passeret. Indgangen lukkes med spindelvæv, der er klistret ind i åbningen, så et vindstød ikke kan tage fat i kanten og afsløre redekammeret.

Ungerne gør også deres for at overleve: Normalt pipper fugleunger, hvis de mærker noget lande på deres rede, men pungmejseungerne er tavse som graven, hvis de mærker aktivitet i reden.

Bredtægen nusser om sit afkom

© Kim Taylor/Nature PL

Normalt er yngelpleje ikke noget, insekter dyrker. Men hos tæger kan man finde en stribe agtpågivende og omhyggelige mødre.

Bredtæger, der er vidt udbredt, lægger gerne deres æg i tætte klynger på bladene af de planter, som udgør deres føde. Hunnerne vogter omhyggeligt æggene og forsvarer dem mod rovdyr.

Når ungerne klækkes, holder de sig tæt sammen, mens mor våger over dem og uden at tøve går til angreb på hvepse og andre insekter, der kommer for tæt på.

Det levner hende ikke meget tid til ro eller fødesøgning, men ungerne vokser hurtigt og begynder snart at sprede sig.

Bliver forholdene dårlige pga. rovdyr eller fødemangel, kravler ungerne op på ryggen af deres mor, som transporterer hele flokken til nye, friske blade.